Siden jeg første gang besøgte Kyushu for knap 50 år siden, er jeg gang på gang vendt tilbage til øen, som har så meget at byde på. Se bare her.
I dette indlæg kan du læse om Dazaifu Tenmangu-Helligdommen, den kolossale Kannon statue i Kurume og byen Saga, herunder en udflugt til den imponerende Yutoku Inari-Helligdom.

Dazaifu
Blot 40 minutters tog- eller bustur syd for Fukuoka finder du byen Dazaifu, som i dag først og fremmest er kendt for Dazaifu Tenmangu-Helligdommen.
De forskellige kilder er uenige om, hvor mange Tenmangu (også kaldet Tenjin) helligdomme, der rent faktisk er i Japan. Nogle steder skriver i hundredvis andre 12.000 eller 14.000, så lad os blot være enige om, at der er rigtig mange. Og vigtigst af dem alle er netop denne helligdom, samt Kitano Tenmangu i Kyoto.
Tenmangu helligdomme er viet til videnskabsmanden og poeten Michizane Sugawara (845-903), som i en periode spillede en stor rolle ved kejserhoffet i Kyoto. Så stor, at den på det tidspunkt alt dominerende Fujiwara klan følte sig truet og begyndte at smede rænker imod ham. Det lykkedes de så godt med, at Michizane blev sendt i eksil i byen Dazaifu på Kyushu, hvor han tilbragte resten af sit liv.
Efter hans død blev landet ramt af en række naturkatastrofer, der var så voldsomme, at man frygtede, at det var Michizanes ånd, der tog hævn for den uretfærdige behandling, der var blevet ham til del. For at formilde den rasende ånd blev Michizane posthumt benådet og frikendt.
I løbet af det tiende århundrede blev han guddommeliggjort under navnet Tenjin, og den første Tenmangu helligdom blev bygget på hans grav i Dazaifu. Han tilbedes som guddom for lærdom, kultur og kunst.
Tenmangu eller Tenjin helligdomme har sidenhen spredt sig over hele landet, og tusindvis af studerende valfarter hertil i eksamensperioden for at bede guddommen om hjælp til at opnå et godt eksamensresultat.
Det er dog ikke kun studerende, der besøger Dazaifu Tenmangu. Helligdommen har årligt mellem 8 og 10 millioner besøgende.

Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg var kommet igennem indgangsporten, var en lang kø. Umiddelbart kunne jeg ikke se, hvad det gik ud på, men da jeg kom nærmere, viste det sig, at de mange mennesker skulle hen for at røre ved en statue af en liggende okse, samt have taget et foto, mens de gjorde det.
Statuen kaldes på japansk ”Nade Ushi”, hvilket kan oversættes med aeokse eller strygeokse, og har du en fysisk lidelse, kan du få hjælp her. Du stryger den blot på samme sted, som du selv har ondt, og vil så opnå lindring for din smerte. Herudover kan oksen bibringe dig visdom og lykke.
Den findes ved stort set alle Tenjin eller Tenmangu helligdomme i Japan. Og det skyldes ifølge legenden, at da oksekærren med Michizanes afsjælede legeme var på vej til hans sidste hvilested, lagde oksen sig pludselig ned og nægtede at gå videre. Således blev det oksen, der bestemte, hvor Michizane skulle begravet, og hvor Dazaifu Tenmangu senereskulle bygges.

Kort efter at have hilst på oksen kom jeg frem til en sti, der via tre broer og to små øer, fører over en dam, der er formet som skrifttegnet for hjerte. De tre broer repræsenter fortid, nutid og fremtid.

Dazaifu Tenmangu helligdommen dækker et naturskønt område på ca. 1.200 hektar, så selv om der var mange besøgende, føltes stedet langt fra overrendt.
Særligt karakteristiske var de store kamfertræer, som vokser her. Der skulle efter sigende være 100 i alt, hvoraf nogle er op imod 1.500 år gamle.

Ca. 250 meter fra indgangen ligger helligdommens hovedbygning. Da jeg var der, var den stadig under renovering. Derfor var der midlertidigt bygget en erstatning i form af en lav bygning med en hel skov på taget.

Den rigtige hovedbygning var på det tidspunkt næsten færdigrenoveret, men endnu var det kun bagsiden af den, der var synlig.

Renovationen af hovedbygningen er nu færdig, og vil du se et billede af den forfra , samt læse mere om Dazai Tenmangu Shrine, kan du klikke her.
Kurume
Fra Hakata Station i Fukuoka tager det blot 17 minutter med hurtigtoget Shinkansen at nå til Kurume Station, som først og fremmest er kendt for Daihonzan Naritasan Kurume Templet med den 62 meter høje Kannon statue, som stod færdig i 1982.
Kannon, som er en af Japans populæreste bodhisattvaer, kaldes ofte barmhjertighedens gudinde. Hun kommer oprindelig fra Indien via Kina, hvor hun var en mand. Men op igennem de mange århundreder siden hendes ankomst til Japan, har hun af uransagelige årsager skiftet køn. Og ikke nok med det. Hun fremstilles også undertiden med et spædbarn på armen.

Men templet har mere at byde på end Jibo Kannon, som denne udgave af Kannon kaldes. For ved siden af hende er der en besynderligt udseende pagode, som jeg ikke mindes at have set magen til i alle de år, jeg har rejst i Japan. Og det er der en årsag til, for det er nemlig en tro kopi af Mahabodhi templet i Indien, hvor Buddha skulle have opnået sin erkendelse.

Ud over disse to gigantiske bygningsværker er der også blevet plads til nogle andre interessante figurer på området, dog af væsentligt mindre dimensioner. Heriblandt to lykkeguder: Hotei, som står for et godt helbred, popularitet og lykke, og Daikokuten, som repræsenterer velstand. Sidstnævnte i det her tilfælde ridende på en okse medbringende en masse penge.

Endelig fandt jeg også en anden og noget mindre prangende udgave af Jibo Kannon. Denne gang med to børn. Et mindre spædbarn i svøb på højre arm og et noget større barn på venstre arm.

Du kan læse mere om Kurume her.
Saga
Næste punkt på programmet var byen Saga, som ligger tre kvarters togtur fra Fukuoka. Men det var nu ikke specielt denne by, der havde fået mig til at vælge min rejserute. Det var helligdommen, Yotoku Inari helligdommen, der var mit endelige mål, og det mest praktiske overnatningssted på vej dertil var altså Saga.
Jeg ankom først på eftermiddagen, og nu jeg var her, kunne jeg lige så godt se mig omkring. Valget faldt på to helligdomme, der ligger side om side. Nemlig Saga Shrine og Matsubara Shrine.
Da jeg ankom til førstnævnte, blev jeg noget overrasket, for ved indgangen stod der to kanoner med mundingen rettet mod de besøgende. De var imidlertid ikke opstillet som et symbol på manglende gæstfrihed, men for at fejre byens historie som producent af krigsmateriel.

Nabohelligdommen var noget mere fredfyldt. Her hæftede jeg mig især ved nogle store og meget pittoreske lamper.

En anden ting, der gjorde indtryk, var et kæmpestort kamfertræ. Kamfertræer ses ofte ved Shinto helligdomme. De anses for hellige, og på grund af deres lange levetid symboliserer de evig ungdom, sundhed og livskraft.

Yutoku Inari Shrine
Dagen efter gik turen videre til Yutoku Inari-helligdommen, som jeg længe havde glædet mig til at besøge. Efter nøje at have studeret transportmulighederne nåede jeg frem til, at den mest bekvemme rute var med tog fra Saga Station til Hizen-Kashima Station og derfra videre med bus. Det ville tage ca. 50 minutter. Men den offentlige transport afgår ikke særlig hyppigt herude i provinsen, så hvis jeg ikke nåede togafgangen 8:36, ville jeg skulle vente til 13:55. Sådan er betingelserne desværre, når du rejser uden for alfarvej i Japan og ikke lejer bil.

Bussen satte mig af for enden af en 400 meter lang butiksgade, som du typisk finder ved en attraktion af denne kaliber. Det mærkelige var bare, at selv om det var formiddag, var alt lukket. Det er et fænomen, jeg har set mange steder i ”Udkants-Japan”. Men i dette tilfælde er der tilsyneladende en god forklaring.
Yutoku Inari Shrine ligger langt ude på landet, og derfor er der kun et begrænset antal besøgende på hverdage, hvor butikkerne derfor holder helt eller delvist lukket. I weekender eller på helligdage skulle der efter sigende være masser af handel i gaden.

Inari helligdomme er uden sammenligning den type helligdom, der er flest af i Japan. Ca. 32.000 i alt eller mere end en tredjedel af landets samlede antal Shinto helligdomme. Inari er guddom for ris, velstand og frugtbarhed.
Japans vigtigste Inari helligdomme er Fushimi Inari Taisha i Kyoto og Yutoku Inari Jinja, som vi nu skal besøge, samt Toyokawa Inari.

Hovedbygningen, som befinder sig 18 meter over jorden, hviler på et træskelet bestående af høje pæle og solide tværbjælker. To trapper fører derop, men er du dårligt gående eller blot træt i benene, er det også muligt at tage en elevator mod et mindre gebyr.

Det er svært at beskrive denne helligdom. ”Seeing is believing”. Men ord som overvældende eller majestætisk vil ikke være helt ved siden af.

Inden du forlader Yutoku Inari, må du ikke glemme at aflægge et besøg i den fine lille have, som hører til helligdommen.

Du kan læse meget mere om Yutoku Inari Helligdommen her.