Byen Gifu finder du i provinsen af samme navn tæt på Nagoya. Den ligger i et område af stor historisk betydning blot 30 km fra Sekigahara-dalen, hvor et afgørende historisk slag fandt sted. Et slag, der gjorde ende på mere end 100 års borgerkrig og førte til samlingen af Japan under en militærregering.
I det følgende vil jeg fortælle om et helt unikt tempel, en smuk park, en højt beliggende borg, en særlig form for fiskeri og en fin gammel bydel. Alt sammen kan ses på en enkelt dag, når blot du ikke står for sent op.
Selv stod jeg op i god tid, og da jeg trak gardinet fra, blev mine øjne mødt af det paradoks, der karakteriserer Japan på godt og ondt. Nemlig den stærke kontrast mellem det meget lidt kønne og det meget smukke. Og det gælder naturligvis ikke kun i Gifu.
Shōhōji Temple
Blot 20 minutter med bus fra stationen finder du templet Shōhōji, eller Shōbōji, som det også kaldes. En høj bygning, hvis udseende ikke hører til nogen af de to ovennævnte kategorier. Aparte er nok det ord, der kommer nærmest, hvis du sammenligner med de fleste andre tempelbygninger i Japan.
Aflægger du et spontant besøg her, vil du uden tvivl blive overrasket over, hvad du finder indenfor. Nemlig en over 13 meter høj Buddha-statue, som rejselitteraturen ofte omtaler som ”One of Japan’s three greatest.” De andre to må i så fald være de to berømte Buddhaer, i henholdsvis Nara og Kamakura. Men i modsætning til netop de to steder, hvor det altid vrimler med turister, er der her i Gifu meget få besøgende.
Shōhōji blev opført for knap 400 år siden, men Buddha-statuen kom først til næsten 200 år senere.
Selv om han kun har få gæster, er Buddhaen aldrig alene, for langs væggen på begge sider af ham er han flankeret af sine disciple (kaldet arhat eller rakan) i form af 300 smukt udskårne og fint dekorerede træstatuer. Ikke to af dem er ens, og det siges, at ser du nøje efter, vil du finde en, der af udseende ligner dig. Det lykkedes dog ikke for mig, men måske glemte jeg at se ordentligt efter.
Skulle du i øvrigt have pådraget dig en eller anden form for sygdom eller skavank, er der hjælp at hente, for tæt ved udgangen sidder Binzuru klar til at tage sig af dig. Alt du behøver at gøre, er at røre ved ham på netop det sted, hvor du selv har ondt, så vil smerten straks gå over.
Du kan læse meget mere om Shōhōji- templet og dets indvånere her.
Gifu Park
Blot fem minutters gang herfra finder du indgangen til Gifu Park, hvor to samuraifigurer tager imod dig og minder dig om områdets fortid. Det var nemlig her Oda Nobunaga, en af de tre navnkundige feltherrer, der bidrog til at samle Japan under ét styre, havde sin base.
Jeg glemte imidlertid alt om samuraier, da jeg først var kommet ind i parken, for selv om det var i begyndelsen af november, fremstod den som en oase af frodighed. Og det var ikke kun mig, der satte pris på denne oplevelse. Overalt på bænkene sad der folk og nød efterårssolen. Dog ingen vestlige turister, så vidt jeg kunne se.
Har du god tid, byder parken på et væld af seværdigheder, herunder en række forskelligartede museer. Men den største seværdighed af dem alle er uden tvivl Oda Nobunagas borg, som befinder sig i ca. 300 meters højde på toppen af Mt. Kinka, som ligger parken ved foden af.
Har du gode ben og trang til motion er det muligt at gå op til borgen. Ellers kan du tage svævebanen.
Svævebanen når imidlertid ikke helt op. Der er stadig nogle stejle trapper, der skal forceres, før du står foran borgen, der i sin nuværende form blev opført i 1950. Den originale borg blev indtaget og ødelagt i år 1600.
Ukai
I perioden fra midten af maj til midten af oktober har du mulighed for at opleve en for os vesterlændinge noget aparte 1300 år gammel skik kaldet Ukai eller fiskeri med skarver. Det foregår på Nagaragawa River om aftenen efter mørkets frembrud.
Du kan enten se det inde fra land eller ved at sejle ud i den båd, hvorfra det foregår. Jeg anbefaler så afgjort det sidste. Du går om bord i et langstrakt fartøj, og to-tre personer iført traditionel klædedragt stager dig ud midt på floden. I båden medbringer de et bur med tre-fire skarver. Ud fra forstavnen hænger en trådkurv, og i den tænder de en blussende ild for at lokke fiskene til.
Hver skarv får nu et reb snøret om halsen og bliver smidt over bord. Rebet tjener to formål. Dels kan fuglen ikke slippe væk, og dels kan den ikke sluge fisk over en vis størrelse. Så snart en af fiskerne fornemmer, at der er bid, bliver skarven halet om bord igen og tvunget til at spytte sin fangst ud.
Jeg har selv oplevet det for mange år siden i Arashiyama lidt uden for Kyoto og ville gerne have oplevet det i Gifu, som anses for at være førende på området. Desværre var jeg her uden for sæsonen, så jeg måtte nøjes med at lægge vejen forbi floden, hvor det hele foregår.
Her fandt jeg alle bådene pakket sammen for vinteren, og blot antallet af dem fortalte mig, hvor stor en turistindustri det er her.
Du kan læse meget mere om Ukai her.
Kawaramachi
Jeg fortsatte min spadseretur langs floden for at nå hen til sidste punkt på mit dagsprogram, nemlig den gamle bydel Kawaramachi. Lige inden jeg kom til den, passerede jeg bygningen, hvor alle Ukai gæster går om bord i bådene.
Som utallige andre steder i Japan kaldes Kawaramachi for ”Lille Kyoto”, og det er der en grund til, for synet af alle de velbevarede gamle træhuse fik mig straks til at tænke på Gion i Kyoto. Men heldigvis var Kawaramachi uden de mange turister, som hvert år hjemsøger det berømte kvarter.
Du kan læse mere om Gifu her.