2026 er hestens år.
Ligesom der i vestlig astrologi er 12 stjernebilleder, er der i Japan 12 dyresymboler. Men hvor vores stjernebilleder relaterer sig til hver sin måned, følger de japanske dyretegn årenes gang. I begge tilfælde er det dog af betydning for ens karakter, hvilket billede eller dyresymbol man er født under.
Så hvor cyklussen i vesten begynder forfra hvert år, er det i Japan kun hvert tolvte år. Til gengæld vil lykken tilsmile dig, hver gang et år med dit dyretegn vender tilbage.
Dyrene er i nævnte rækkefølge: Rotte, okse, tiger, kanin, drage, slange, hest, får, abe, hane, hund og vildsvin.
Skulle du tilfældigvis være født i f.eks. 1978 eller år 2002, som også var ”hesteår”, kan du ifølge japansk astrologi se frem til et godt og lykkebringende 2026.
Selv er jeg født i tigerens år, så jeg må desværre vente helt til 2034, før det bliver min tur igen.

Import fra Kina
Den astrologiske dyrekreds stammer som så meget andet i Japan oprindeligt fra Kina. Der er delte meninger om, hvornår den kom til landet, men dog almindelig enighed om, at det var før det 7. århundrede. Begge lande skifter dyr ved nytår. Blot har japanerne valgt at følge samme kalender som os, mens kineserne fejrer nytår ifølge månekalenderen. Det vil sige på et tidspunkt mellem den 21. januar og den 20. februar.
Hesten
I japansk mytologi betragtes hesten som en hellig skabning, fordi den er gudernes foretrukne befordringsmiddel.
Helt tilbage til det ottende århundrede har velstående personer, som ønskede at stå sig godt med guderne, doneret heste til deres lokale Shinto helligdom. Her blev de hellige dyr omgærdet med stor respekt og passet og plejet efter alle kunstens regler. Kun guderne havde lov til at ride på dem.

Med tiden blev det dog for besværligt for præsterne ved de fleste helligdomme, at de ud over deres mange andre religiøse gøremål også skulle være hestepassere. Derfor blev det bestemt, at donationer i form af hestefigurer også kunne accepteres som offergaver.

Hestens år
Især ved nytårstid spiller det dyr, der karakteriserer det kommende år, en stor rolle. Snart vil nytårskort med hestemotiv blive sendt af sted til venner og bekendte, og hestesouvenirs vil få en fremtrædende rolle.

Også mange templer og helligdomme markerer hestens år. For eksempel bliver det forgangne års ønsketavler, Ema, som var prydet med slanger, skiftet ud og erstattet med nye med heste på.

Visse shinto-helligdomme byder også på mindre helligdomme, som er tilegnet de forskellige dyr i dyrekredsen. Det gælder for eksempel for Shimogamo Shrine i Kyōto, hvor hver lille helligdom dækker to dyretegn. Her kan du målrette din bøn til de højere magter.

De tolv dyretegn
”Hvilket år er jeg så født i?”, vil du sikkert tænke. Det kan du se her:

Kanreki
Den måske vigtigste fødselsdag overhovedet i Japan kaldes ”Kanreki”. Det er, når en person fylder 60 år. Det skyldes, at de tolv dyretegn ikke står alene. Til hver tolvårig periode er der nemlig knyttet et af de fem naturelementer: Ild, vand, træ, metal og jord. Også de kører i en cyklus. Med andre ord, når en person har gennemlevet fem perioder á hver 12 dyretegn, har vedkommende fuldført en hel livscyklus og er nu klar til at blive genfødt.

Det er i øvrigt de samme fem elementer, som i Japan har givet navn til ugedagene tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Søndag og mandag er ligesom hos os opkaldt efter solen og månen.
Horoskop
Ligesom det er tilfældet med vores stjernebilleder, tilskrives du i Japan forskellige slags egenskaber, alt efter hvilket dyretegn du hører til. Er du for eksempel født i hestens år, er du munter, beslutsom og i besiddelse af fine sociale kompetencer. Du er også alsidig og dygtig til mange ting. Dog kommer du nemt til at kede dig og har det med ikke at færdiggøre de projekter, du giver dig i kast med. Du kan læse mere om, hvad de enkelte dyretegn indebærer her og her.
