På Shima-halvøen i byen Ise, ca. halvanden hundrede kilometer sydøst for Kyoto finder du Ise-helligdommene, Shinto religionens allerhelligste. På japansk Ise Jingu. Har du overhovedet mulighed for det, vil jeg anbefale dig at aflægge et besøg her.
Ise Jingu
Ise helligdommene består af Naiku og Geku, den indre og den ydre helligdom. Sidstnævnte ligger inden for bekvem gåafstand fra Iseshi Station, mens den anden ligger ca. 4 km væk.
Den indre helligdom
For at komme ind i den store park, der omgiver Naiku, skal du krydse Uji Bridge, en 100 meter lang træbro. Husk, at du skal holde dig fra bromidten, når du passerer, da den er forbeholdt besøgende guder.
Der hersker en del tvivl om, hvorvidt Naiku er Japans ældste Shinto helligdom, eller om den ære tilfalder Izumo Taisha. Sikkert er det imidlertid, at Naiku blev grundlagt for mere end 2.000 år siden, formentlig i det fjerde århundrede, længe før buddhismen kom til Japan.
Har du allerede rejst lidt rundt i Japan og besøgt andre Shinto helligdomme, vil du straks bemærke, at Ise helligdommene har et meget mere puritansk udtryk end de fleste andre af landets helligdomme. Det skyldes, at den senere så stærke arkitektoniske indflydelse fra det asiatiske fastland endnu ikke havde gjort sig gældende på det tidspunkt, hvor Naiku blev opført.
Naiku er viet til Solgudinden Amaterasu, som er den vigtigste af Shinto religionens mange guder. Fra hende nedstammer Japans kejsere i lige linje helt tilbage til den allerførste, Kejser Jimmu, som kom på tronen i år 660 f.kr.
Naiku er også stedet, hvor det ene af Japans tre kejserlige regalier, nemlig spejlet bliver opbevaret. De to andre sværdet og juvelen befinder sig henholdsvis i Atsuta Shrine i Nagoya og i kejserpaladset i Tokyo.
Naiku ligger for enden af en høj trappe. Der er kun offentlig adgang til en forgård, hvor du ikke må tage fotos, og hvorfra den helligste af bygningerne ikke er synlig.
Går du en tur rundt om det indhegnede område kan du få et glimt af tagkonstruktionen på en af de øvrige bygninger. Det hele ser relativt nyt ud og ligner absolut ikke noget, der har stået der i over 2.000 år. Og det har det heller ikke.
Hvert 20. år bliver bygningerne revet ned og genopført. Ja, faktisk i omvendt rækkefølge, for først bliver de nye bygninger opført ved siden af de gamle, og dernæst bliver de gamle revet ned. Næste gang bliver i 2033, hvor genopbygning nummer 63 vil finde sted. Og det er ikke kun Naiku, der jævnligt bliver fornyet. Uji Bridge, der fører ind til området, bliver fornyet med samme interval.
Ifølge turistlitteraturen sker genopbygningen i overensstemmelse med Shinto religionens tro på genfødsel og fornyelse. Desuden er der den sidegevinst, at ældgamle håndværksmæssige traditioner og færdigheder samtidig bliver holdt i live.
De nye bygninger bliver indviet igennem ceremonier og ritualer, som det tager i alt otte år at udføre. Når alt er klar, bliver det hellige spejl ført over i sit nye hjem.
Hele processen kaldes Shikinen Sengu.
Du kan læse mere om Naiku her.
Oharaimachi
Husk også at se den gamle handelsgade Oharaimachi, som leder op til indgangen til Den indre helligdom. Langs denne gade ligger der en lang række traditionelle bygninger, hvorfra der falbydes alskens souvenirs til de købelystne og serveres mad og drikke til de sultne og tørstige. Og selv om du ikke er nogen af delene, er det alligevel værd at nyde den særlige stemning, der hersker her.
Den ydre helligdom
Geku helligdommen er ikke helt så gammel som Naiku. Efter sigende knap 500 år yngre. Den er viet til guddommen Toyouke, som er skytsånd for bolig, mad og klæder. Ligesom det er tilfældet med Den indre helligdom, er der heller ikke her adgang til det allerhelligste, blot til en ydre forgård. Og også her bliver de hellige bygninger genopført hvert tyvende år, efter nøjagtig den samme cyklus.
Går du om på siden af det indhegnede areal, kan du lige som ved Naiku se hen over hegnet og ane toppen af de hellige bygninger. Umiddelbart synes der ikke, hvad arkitekturen angår, at være den store forskel på de to helligdomme.
Du kan læse meget mere om Ise Jingu her.
Mikimoto Pearl Island
Og nu til noget helt andet: Nemlig perler på Mikimoto Pearl Island, som ligger blot et kvarters togtur fra Iseshi Station. I 1893 lykkedes det japaneren Mikimoto som den første nogensinde at avle kulturperler på den østersfarm, han havde etableret blot fem år tidligere.
Til minde om ham er der bygget et museum på en lille ø, der er forbundet med fastlandet via en bro. Her kan du få alt at vide om Mikimoto og dyrkning af kulturperler. Og skulle du være interesseret i at erhverve dig et perlesmykke, kan det også lade sig gøre i den tilstødende butik.
Skulle du imidlertid ligesom mig have meget lidt interesse i perlekæder o.l., vil jeg alligevel anbefale dig at læse videre, for se bare her.
En gang i timen kan du overvære, hvordan kvinder i lange hvide dragter tager ud i en lille båd, hvorfra de dykker ned til områdets undersøiske østersbanker. Her høster de perler i en træbalje, for så at vende tilbage til havoverfladen med deres udbytte.
Ama
De dykkende kvinder kaldes ”Ama” (havkvinder). Det er et over 1.000 år gammelt erhverv, der er gået i arv fra generation til generation inden for små lukkede samfund. Kvinderne begyndte oprindelig at dykke allerede i 12-13 årsalderen og fortsatte i nogle tilfælde, til de nåede helt op i halvfjerdserne.
En Ama er en fridykker og fisker, som samler tang og skaldyr i helt ned til 10 meters havdybde. Oprindelig dykkede de uanset vandtemperaturen kun iført et lændeklæde, men efterhånden som samfundet blev mere puritansk, gik de over til at dykke i de lange vide dragter, som vi ser dem i ved Perleøen.
Det er dog kun her, at den tradition stadig holdes i hævd. De få ama’er der er tilbage, og som udøver deres erhverv andre steder end på Perleøen, er fornuftige nok til i dag at iføre sig en våddragt. Men de er stadig fridykkere.
Her kan du læse mere om Ama.
Og her kan du læse mere om Shima-halvøen.