Planlægger du en tur til Japan, kunne du overveje at sætte et døgn af til at besøge et onsen resort, hvor du kan opleve den japanske spa-kultur.

Grundet Japans store vulkanske aktivitet er der varme kilder overalt i landet, og mange steder er der gennem tiden opstået små kurbyer, som i dag lever af turisme. Det er hovedsagelig japanerne selv, der frekventerer onsen, men udlændinge er også i stigende grad ved at få øjnene op for dem. 

Rejser du f.eks. den mest populære turistrute, som går fra Tokyo til Kyoto og måske videre vestpå til Hiroshima, kan jeg varmt anbefale at foretage en afstikker undervejs. Nemlig til spa-resortet Kinosaki Onsen, som er en af Japans mest populære Onsen steder.

Togturen dertil fra Kyoto tager 2 timer og 30 minutter, så det er en god ide at booke en overnatning, og det kan du passende gøre i en ryokan for at gøre din oplevelse komplet. Husk at bestille dit værelse i god tid og undgå så vidt muligt en weekend, da stedet er et populært weekend-mål for japanere.

Kinosaki Onsen ligger ca. 150 km nordvest for Kyoto

Den lille kurby er bygget op omkring syv forskellige onsen og ikke større end, at du kan færdes rundt i den til fods. Den første onsen, du møder på din vej, hedder Jizoyu.

Jizoyu ligger blot 5-10 minutters gang fra stationen

Jizoyu ligger lige ned til den kanal, der løber igennem Kinosaki Onsen og forlener den lille by med en særlig pittoresk charme.

Kanalen er flankeret af små butikker og caféer

En koloni af farvestrålende karper, på japansk koi, giver en klar indikation af, hvor rent vandet er i denne kanal. Og er du heldig, kan du også få øje på en lille hejre eller to, som kigger længselsfuldt efter de mange fisk.

For stor en mundfuld?

Da jeg besøgte stedet, var der på det nærmeste mennesketomt. Men det var givet vis, fordi jeg ankom først på formiddagen. Går du en tur i området sent om eftermiddagen eller om aftenen, vil der typisk være mange mennesker ude. Mange af dem iført yukata og sandaler.

Det skyldes en særlig tradition forbundet med den japanske badekultur. Når du har taget dit traditionelle bad, ifører du dig en yukata og tager en spadseretur i den lille bys gader, inden du vender tilbage til din ryokan. Den tradition kan du læse alt om her.

Drejer du til højre der, hvor kanalen beskriver en lille bue, kommer du ned til Goshonoyu, endnu en af de syv onsen.

Goshonoyu er opført som en model af kejserpaladset i Kyoto

Du kan læse alt, hvad der er værd at vide om onsen på denne hjemmeside.

Motoyu
I den vestlige del af byen er der en lille park med det besynderlige navn Yakushi Park Pocket Park. Her kan du se Motoyu, den varme kildes udspring. Den kilde, som forsyner alle byens onsen med badevand.

Og har du trætte fødder og trænger til et hvil, byder parken også på et lunt fodbad.

En børnehaveklasse nyder et fodbad

Onsenji
På Mt. Daishi tæt ved parken ligger templet Onsenji, som blev grundlagt i første halvdel af det 8. århundrede. Ifølge legenden var initiativtageren en buddhistpræst, som havde drømt, at han her kunne finde en varm kilde. Præsten troede på drømmen og reciterede hellige tekster, sutraer i 1.000 dage, hvorefter en varm kilde sprang op af jorden. Den kilde, som den dag i dag forsyner byens badehuse med varmt vand.

Det er denne præst, grundlæggeren af Kinosaki Onsen, at Onsenji Temple er viet til.

Onsenji’s indgang ligger ved bjergets fod

Så snart du er kommet igennem indgangsporten til templet, står du foran en stejl trappe, som ikke just ser indbydende ud. Og vakler du allerede nu, så vent til du ser skiltet ved foden af trappen. Her bliver du advaret om, at der kan være bjørne i området.

Din videre færd er på eget ansvar

Heldigvis er der et alternativ i form af en svævebane, som har to stop. Det første ved templets hovedbygning og det andet ved bjergets top.

Den sikre og bekvemme vej opad

Vil du se templets hovedbygning, står du af ved første stop. Oprindelig var det sådan, at du først skulle aflægge et besøg her, før du kunne få adgang til en af kurbyens syv onsen. I dag er rækkefølgen frivillig.

Onsenji’s hovedbygning

Vil du videre til bjergets top, er der endnu engang to muligheder. Trapper eller svævebane. Men også her advares der mod bjørne, og da der i de senere år har været et stigende antal tilfælde, hvor bjørne har overfaldet mennesker, er det en advarsel, jeg selv ville tage alvorligt. Især når der er et alternativ.

Mod bjergets top til fods

Vælger du at tage svævebanen helt til toppen, bliver du belønnet med en fin udsigt ud over Kinosaki Onsen og det omkringliggende område.

Udsigt fra Mt. Daishi

Du kan læse mere om Kinosaki Onsen her.