Omkring 20 kilometer syd for Nara ligger Asuka området, som har givet navn til en vigtig æra i Japans historie. Det var nemlig her i den såkaldte Asuka Periode (538-710), at Japans første centralregering blev dannet efter kinesisk forbillede. Det var også på det tidspunkt, at Buddhismen og det kinesiske tegnsprog vandt indpas i landet.
Asuka området, der ofte går under betegnelsen, ”Japans Vugge”, rummer stadig så mange fortidsminder, at UNESCO i juli 2026, valgte at optage det på sin verdensarvsliste.
Men før det kom så vidt, lagde jeg selv vejen forbi i foråret 2025. Og jeg kan varmt anbefale dig at gøre det samme.
Transport
Den nemmeste og mest bekvemme måde at komme rundt i området på er en lejet bil. Der er også en bus, som kører rundt til de mest populære sights, men den går desværre ikke så hyppigt, som man kunne ønske sig. Bussen kører imellem stationerne Asuka og Kashiharajingumae.
Endelig er der den mulighed, som jeg valgte. Nemlig at leje en cykel. Det kan du gøre på en af ovennævnte stationer og så returnere den på den anden. I mit tilfælde var udgangspunktet Asuka Station. Der var to muligheder, nemlig at leje en skovturscykel eller en el-cykel. Jeg valgte det første, og det kom jeg til at fortryde bitterligt.
Området viste sig nemlig at være meget kuperet, og da cyklen var alt for lille til mig, betød det, at jeg enten måtte stride mig op ad bakkerne i noget nær fosterstilling eller i værste fald trække cyklen. Ofte valgte jeg sidstnævnte, og derfor kom den 8,5 kilometer lange rute, jeg havde valgt, til at synes længere, end den burde.
Jeg lejede min cykel her.
Takamatsuzuka Gravhøj
Blot 1 kilometer fra Asuka Station, kom jeg til Takamatsuzuka. En af landets vigtigste gravhøje eller kofun, som det hedder på japansk. Her fandt man nogle 2.000 år gamle vægmalerier, som giver et fingerpeg om. hvordan kvinderne ved det kejserlige hof gik klædt på den tid. Reproduktioner af disse malerier er udstillet i en bygning tæt på gravhøjen.
Da jeg så selve gravhøjen, som er placeret i frodige grønne omgivelser, blev jeg noget overrasket. Den ligner nemlig grangiveligt en græsbevokset UFO, der er kommet ud af kurs.
Ishibutai Gravhøj
Nu fulgte en cykeltur på 3 kilometer for nå frem til næste stop. En gravhøj, som umiddelbart leder tanken hen på de nordiske kæmpehøje eller jættestuer. Og ligesom det er tilfældet i Norden, har tidens tand også her fjernet de lag af jord og græstørv, som højen oprindeligt har været dækket af.
Gravhøjen består af 30 massive sten, hvoraf den største, som udgør det meste af ”taget”, vejer 75 tons. Og så kan man blot gisne om, hvordan den er kommet på plads.
Har du lyst til at komme indenfor i gravkammeret, kan du også gøre det. Der er masser af plads. Det måler næsten 8 meter i længden og 3,5 meter i bredden. Og du kan sagtens stå oprejst, for der er knap 5 meter til loftet.
Asukadera Temple
Blot halvanden kilometer fra ”kæmpehøjen” kommer du til Asukadera, Japans første buddhisttempel. Det blev grundlagt i 596, og var dengang meget større, end det er i dag, for da kejserfamilien i 710 flyttede til nabobyen Nara, blev rollen, som et af landets religiøst mest betydningsfulde templer taget fra Asukadera og overgik i stedet til Gangoji Templet i den nye hovedstad.
Af samme årsag gjorde man sig heller ikke længere den ulejlighed, at genopbygge alle de bygninger, som typisk blev ødelagt af enten brande eller jordskælv.
De bygninger, du ser i dag, er højst et par hundrede år gamle. Men bærer dog stadig præg af den oprindelige byggestil.
En enkelt ting fik Asukadera dog lov til at beholde, nemlig Japans ældste Buddha statue. Den blev færdig i år 609, og der blev brugt ca. 15 tons kobber og 30 kilogram guld til at fremstille den.
Til stationen
Jeg havde nu mindre end en time til at tilbagelægge de tre kilometer til Kashiharajingumae Station, hvor jeg skulle aflevere cyklen inden lukketid. Så jeg havde masser af tid, troede jeg. Desværre valgte Google Maps at gå i strejke på netop dette tidspunkt, og pludselig havde jeg ingen ide om, i hvilken retning jeg skulle køre.
Men når nøden er størst…
Ud af det blå dukkede en anden cyklist, som høfligt spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe med. Det var der i allerhøjeste grad. Det traf sig endda så heldigt, at manden selv boede lige i nærheden af den station, der var mit mål. Så jeg skulle blot følge efter ham. Og det gjorde jeg. Af små stier og pudsige bagveje, som jeg aldrig selv ville have fundet, indtil jeg pludselig var ved mit mål.
Jeg takkede min redningsmand, og i toget tilbage til Nara lovede jeg mig selv, at det ikke var sidste gang, jeg besøgte Asuka, for der er meget mere at se.
Men næste gang lejer jeg en el-cykel.