Omkring 60 km øst for Tokyo ligger byen Narita, kendt af rigtig mange turister som vært for en af Tokyos to internationale lufthavne. Men heller ikke for meget andet. Et sted, som der ikke skal bruges mere tid på end højst nødvendigt.
Og det er synd og skam, for Narita og omegn har faktisk en del at byde på, heriblandt det overdådige tempelkompleks Naritasan, den lille kanalby Sawara og Kashima Shrine, en af landets ældste Shinto helligdomme.
Naritasan Temple
I Japan er der tradition for, at en lang gade med butikker og restauranter leder op til de vigtigste templer og helligdomme. Det er for eksempel tilfældet ved Sensoji Templet i Tokyo. Men tilsvarende steder ude i provinsen kommer du ofte ud for, at mindst halvdelen af butikkerne er skoddet til. Tilsyneladende på permanent basis.
Sådan forholder det sig heldigvis ikke i Narita. Her er der masser af liv i den 800 meter lange handels-og restaurantgade, der fører op til hovedseværdigheden.
Når du er nået til enden af gaden og har modstået alle eller blot nogle af de mange fristelser undervejs i form af kunsthåndværk og souvenirs, står du foran Sōmon porten. Et imponerende bygningsværk og nuværende hovedindgang til Naritasan Temple.
Naritasan eller Naritan Shinshōji, som dets fulde navn er, blev grundlagt helt tilbage i år 940, og opfylder derfor til fulde det tilsyneladende alment gældende kriterium, at jo ældre et tempel er, jo mere interessant er det. Det pudsige er imidlertid, at i dette overdådige tempelkompleks kan den ældste af de mest betydningsfulde bygninger ikke føres længere tilbage end til 1701. Hovedparten af de andre er af langt nyere dato.
For eksempel blev ovennævnte Sōmon port opført så sent som i 2008. Den tidligere hovedindgang hedder Niōmon og eksisterer stadig.
Forklaringen på dette spring i tid er simpel. Efter sin grundlæggelse i 940 førte Naritasan de næste 600 år en upåagtet tilværelse som provinstempel, langt fra hovedstaden Kyōto. Men da Tokugawa Ieyasu valgte Edo (nu Tokyo) som hovedsæde for sit shogunat, kom templet atter til ære og værdighed.
Siden da og op igennem århundrederne er der til stadighed kommet nye bygninger til. Senest som tidligere nævnt den nuværende hovedindgang i 2008.
En af de mere markante bygninger er den smukke tre etagers Sanju-no-to Pagode, som blev opført i 1712.
Lidt længere inde på området fik jeg øje på en lille ottekantet bygning, som virkede bekendt. Og det var der en grund til. Prince Shotoku Hall, som den kaldes er nemlig en kopi af Yumedono (drømmenes bygning), som jeg havde set kort forinden, da jeg besøgte Hōryūji Templet i Nara. Og betegnelsen Prince Shōtoku henviser til statsmanden, som i 600-tallet spillede en vigtig rolle i indførelsen af Buddhismen i Japan.
Den sidste bygning jeg hæftede mig ved, var Den store Fredspagode. Den lå et stykke tilbage på området. Men med sine 58 meters højde var den synlig på lang afstand.
Naritasan Temple har hvert år mere end 10 millioner besøgende.
Du kan læse mere om templet her og her.
Naritas omegn
De to andre lokaliteter, du kan læse om i dette indlæg, er Sawara og Kashima. Førstnævnte ligger blot en halv times togkørsel nordøst for Narita og sidstnævte endnu en halv time længere væk. Så du kan snildt nå at besøge alle tre steder i løbet af en enkelt dag, når blot du ikke står alt for sent op.
Sawara
Fra Narita til Sawara er der ikke blot tale om en halv times togtur. Det er også en rejse små 300 år tilbage i tiden. Nærmere betegnet til Edo-perioden. Her spillede den lille by en vigtig rolle i handlen med ris takket være den kanal, der snor sig igennem den.
Snyd ikke dig selv for at opleve dette charmerende levn fra en fjern fortid.
Mange af de bygninger, der blev brugt dengang, har bevaret deres oprindelige udtryk, selv om en del af dem sidenhen er blevet omdannet til boliger.
Mens jeg gik langs kanalen, fik jeg øje på en fin lille restaurant på modsatte side. Restaurant Wordsworth hed den. Opkaldt efter den engelske 1700-talspoet: William Wordsworth. Ikke noget nemt navn at udtale og da slet ikke for japanere. Men heldigvis har de det fonetiske alfabet Katakana til at løse netop den slags opgaver. Og således er Wordsworth blevet til ”wazuwasu” i japansk lydskrift.
Kashima Jingu
Fra Kashima Jingu Station er der 800 meters spadseretur til selve helligdommen. Det meste af vejen op ad bakke.
Men når du omsider er nået frem til indgangen, betyder det ikke, at vandreturen er forbi. Tværtimod. For helligdommen ligger inde i en vidtstrakt park, som dækker et område på over 700.000 kvadratmeter.
Ifølge de ældgamle krøniker blev helligdommen grundlagt af Jimmu, Japans første kejser, som nedkommer direkte fra solgudinden Amaterasu. Han kom på tronen i år 660 f.Kr. Så det er ikke uden grund, at Kashima Jingu regnes for at være en af Japans ældste Shinto helligdomme.
Fortsæt ind i skoven og efter et stykke tid, når du frem til Den Indre Helligdom (kaldet Okumiya). Den adskiller sig markant fra hovedbygningen. Måske skyldes det de fredfyldte omgivelser midt inde i parken, men Okumiya synes at have langt mere patina. Og det til trods for, at begge helligdomme blev opført nogenlunde samtidigt, nemlig i begyndelsen af 1600-tallet.
Kashima Shrine er viet til tordenguden Takemikazuchi, og ham finder du endnu længere inde i parken hugget ud i sten. Det er hans opgave at holde Japan fri for jordskælv ved at undertvinge den kæmpemæssige malle, Namazu, som forårsager dem. Som bekendt lykkes det ham ikke altid.
For at se helligdommens største seværdighed skal du ned ad en stejl skråning. Ved foden af den finder du Mitarai Pond, som får sit vand fra en hellig underjordisk kilde.
Oprindeligt lå helligdommens indgang i denne ende af parken, og hvor man i dag blot renser hænder og mund, inden man begiver sig ind på en helligdoms område, lod man sig dengang nedsænke helt i den lille dam.
Seeing is believing! Det er svært at beskrive med ord, men dette sted har en helt speciel aura, som du skal opleve for at forstå.
Du kan læse meget mere om Kashima Jingu her.