Knap 700 km vest for Tokyo, i præfekturet af samme navn ligger Okayama, en storby med omkring 700.000 indbyggere. Alle vestgående Shinkansen ruter standser i her, så ud over selv at have en række spændende turistattraktioner, fungererer byen som et knudepunkt for din videre færd til f.eks. Takamatsu på Shikoku, Kurashiki eller Bitchu Takahashi. Alle tre lokationer ligger blot en time eller mindre væk fra Okayama.

Okayama ligger knap 3½ times togtur vest for Tokyo

Byen er især kendt for to seværdigheder: Okayama Castle og landskabshaven Korakuen. Borg og have ligger lige ved siden af hinanden.

Okayama Castle
Okayama Castle er den ene af kun to sorte middelalderborge i Japan. Den anden er Matsumoto Castle i Nagano Præfekturet. Men her hører enhver lighed imellem de to også op. Hvor førstnævnte desværre blev ødelagt under Anden Verdenskrig og først genopbygget i 1966, hører sidstnævnte til en af de kun tolv middelalderborge i Japan,som har overlevet i sin oprindelige skikkelse. Men selv om Okayama Castle’s originale borgtårnikke længere eksisterer, er borgen stadig et besøg værd. Ikke mindst på grund af den øverste etages fine udsigt til naboen, Korakuen.

Okayama Castle, som på grund af sin sorte farve ofte kaldes ”Krageborgen”, er i dag indrettet som museum.

”Krageborgen” på en regnvejrsdag

Du kan læse mere om Okayama Castle her.

Korakuen Garden
Korakuen betegnes officielt som en af Japans tre fineste landskabshaver. De andre to er Kenrokuen i Kanazawa og Kairakuen i Mito. Korakuen glimrer dog ved sit fine naboskab til Okayama Castle.

Toppen af borgen kan lige akkurat skimtes øverst til højre

Så snart jeg var kommet ind i haven, fik jeg øje på et skilt med teksten aviary (voliere). Ingen af de mange andre gæster, syntes at tage notits af det, men jeg var nysgerrig og fulgte pilen til venstre. Det var første gang, jeg så den japanske trane i levende live. En imponerende fugl og et vigtigt symbol for japanerne, men trist at se den som her – i fangenskab.

Rastløs som en løve i et bur

Det er svært at yde Korakuens skønhed fuld retfærdighed med det skrevne ord. Men du vil uden tvivl hæfte dig ved den kunstfærdige måde, hvorpå stierne bugter sig ud og ind imellem små kunstige søer og vandløb. Noget der bliver særlig tydeligt, når du ser det hele lidt fra oven, som f.eks fra borgens øverste etage eller fra den lille høj, der ligger tilbagetrukket i haven.

Korakuen blev anlagt i anden havdel af det 17. århndrede

Korakuen er imidlertid ikke kun det store billede. Læg også mærke til de mange små detaljer, der karakteriserer stedet, som f.eks. de pudsige broer.

Det gælder om at holde tungen lige i munden

Du kan læse mere om Korakuen Garden her.

Kibi Plain
Trænger du til at komme lidt væk fra storbyens trængsel og ud i den landlige idyl, kan jeg anbefale dig en fin cykelrute på Kibi Sletten, lidt uden for Okayama City.  Ruten begynder ved Bizen-Ichinomiya Station og slutter ved Sōja Station. En tur på i alt 17 km.

Bizen-Ichinomiya St. er blot et kvarters togtur fra Okayama St.

Cykeludlejningen ligger lige ved siden af stationen. Det var ikke just en landevejsracer, jeg kunne leje her, men cyklen var dog ikke så ringe endda.

En solid cykel, som fint tjente sit formål

Det er ikke en helt ligetil rute at følge, så manden fra cykeludlejningen viste mig en primitiv mappe med fotos af alle de steder, hvor jeg nemt kunne tage fejl af vejen. Og derefter forventedes jeg at være behørigt oplyst om, hvad vej jeg skulle køre. Der var jo ”kun” 14 forskellige fotos i hans mappe.

Heldigvis var jeg så forudseende at affotografere dem alle med min mobil. Det fortrød jeg ikke.

Hvor svært kan det være?

Inden længe var jeg for alvor kommet ud på landet. Ruten går langs små biveje, markveje og cykelstier, og rundt omkring i landskabet stødte jeg på fortidsminder i form af gravhøje, templer og helligdomme.

Et af de første stop på vejen var Kibitsu Shrine, hvis grundlæggelse fortaber sig i det uvisse, men der synes at være almindelig enighed om, at helligdommen i sin nuværende skikkelse kan dateres tilbage til år 1425.

Hovedbygning og bedehal i en og samme bygning

Arealmæssigt er det en af Japans største. Den består af to afdelinger, som er indbyrdes forbundne af en overdækket gang.

Gangen er henved 400 meter lang

Jeg opdagede hurtigt, at det var et meget afvekslende landskab, jeg var på vej igennem. Det ene øjeblik, befandt jeg mig i nutiden med store marker og landbrug, der skulle passes, og det næste passerede jeg tæt forbi en gammel gravhøj.

Et levn fra fordums tid

Efter 12 kilometers cykeltur, nåede jeg til til rutens sidste seværdighed. Bitchu-Kokubunji Templet, som kan ses på lang afstand, takket være dets flotte femetagers pagode. Templet blev grundlagt i år 741.

Pagoden er 34 meter høj

Du kan læse mere om Kibi Plain her.

Kurashiki
I samme præfektur ikke langt fra Okayama City ligger Kurashiki, en større provinsby med knap en halv million indbyggere.

Kurashiki er ca. 20 minutters togtur fra Okayama City

Kurashiki er først og fremmest kendt for sine gamle hvide lagerbygninger med det karakteristiske grå mønster og sit pittoreske kanalkvarter. Begge dele stammer fra Edo-perioden, hvor byen spillede en vigtig rolle i handlen med ris. I dag er mange af de gamle huse indrettet som butikker, caféer eller restauranter.

Tidligere lagerbygninger

Giv dig god tid til at slentre rundt langs kanalerne og nyde den særlige stemning, der hersker her. Du vil ikke blive skuffet. 

Broer og stenlygter bidrager til helhedsindtrykket

Har du tid og lyst, kan du også komme ud at sejle på kanalerne og dermed se det hele fra vandet.

Kanalrundfart

Læs mere om Kurashiki Canal Area her.

Ohara Museum of Art
Men Kurashiki har andet og mere at byde på end gamle huse, kanaler og sejlture. Ikke mindst en række spændende museer, heriblandt Ohara Museum of Art.

Hovedindgang til Ohara Museum of Art

Museet har en enestående samling af vestlig kunst, herunder værker af Claude Monet, Henri Matisse, Paul Gauguin, Pablo Picasso og mange flere. Og sidst men ikke mindst et maleri af en af ”The old Masters”, som har et helt rum for sig selv, nemlig Mariæ Bebudelse af El Greco.

”Annunciation” (Kopi af et postkort)

Du kan læse mere om Ohara Museum of Art her.

Ramen
Skulle du være blevet sulten på din vej til eller fra stationen, kan jeg varmt anbefale en ramen restaurant, som jeg selv har besøgt flere gange.

Kommer du fra stationen og går imod kanalområdet ligger den på venstre hånd 2-300 meter nede af den brede befærdede gade, som går ud lige over for stationen.

Bon appetite!

Bitchu-Takahashi
Har du mulighed for at tage endnu en overnatning i Okayama, kan jeg varmt anbefale dig at besøge byen med det lidet mundrette navn Bitchu-Takahashi, som ligger knap en times togtur væk.

Bitchu-Takahashi ligger ca. 50 km fra Okayama

Bitchu-Matsuyama Castle
Her finder du nemlig en middelalderborg, som er indehaver af hele tre rekorder. Ikke alene er det Japans ældste overlevende borg, opført i 1240. Det er også den eneste af de tolv oprindelige borge, som er opført på toppen af et bjerg, og samtidig er det den højest beliggende.

Da jeg ankom til byen, gik det hurtigt op for mig, at det ikke var så ligetil at komme hen til det bjerg, hvor borgen ligger. Der var ingen busser, og det ville tage over en time til fods blot at komme til foden af bjerget. Løsningen var at tage en taxi. Men hvordan kom jeg så retur? Det viste sig at være lettere end antaget, for på den parkeringsplads, hvor spadsereturen op til borgen startede, var der diverse salgsboder. Og det var flinke mennesker, der havde dem. De ringede gerne efter en taxi, og da vi var flere i samme situation, var vi også flere til at dele transporten og udgifterne.

Fra P-pladsen gik det kun en vej. Nemlig opad i knap en halv time. Udsigten alene var det hele værd.

Borgen ligger i 430 meters højde

Borgens navn er en anelse kompliceret. Egentlig hedder den blot Matsuyama Castle, men for ikke at forveksle den med en anden borg af samme navn bliver den som oftest kaldt Bitchu-Matsuyama Castle. Så er det blot at huske, at denne enestående borg ligger i den lille by Bitchu-Takahashi. Men netop den detalje havde jeg rigelig tid til at indøve på den lange tur op ad bjerget.

Næsten oppe ved borgtårnet

Omsider blev alle mine strabadser belønnet. Efter en sidste ubehagelig trappe stod jeg nu foran selve borgtårnet.

Endelig helt oppe

Det første, der slog mig, var, hvor lille det var. Kun to etager. Og indvendig synede det heller ikke af meget. Men det har sikkert været tilstrækkeligt, beliggenheden taget i betragtning. Mellem de to etager var der en trappe, som ikke var den nemmeste at forcere.

Ikke for dårligt gående

Du kan læse meget mere om Bitchu-Matsuyama Castle her.