Lige midt i Tokyo, i Roppongi-bydelen ligger Shiba Koen, en af Japans ældste offentlige parker. Hele parkområdet hørte oprindelig til Zōjōji Templet, som den første Tokugawa-shogun, Ieyasu gjorde til sit familietempel i 1598.
I 1873, fem år inde i Meiji-perioden, hvor den japanske kejser igen havde overtaget magten fra shogunatet, blev området eksproprieret og åbnet for offentligheden. Templet ligger der dog endnu.
I dag er Shiba Koen gennemskåret på kryds og tværs af brede, befærdede veje, og selve parken er nu en blandet landhandel bestående af brede græsplæner, en ældgammel gravhøj, et tempel og to hoteller. Alt sammen med udsigt til Tokyo Tower.
Det første, der mødte mig, da jeg kom ind i parken var en stor, halvvissen græsplæne, hvor folk sad rundt om på tæpper og nød det lune efterårsvejr, mens de indtog deres medbragte mad.
Shiba Maruyama Kofun
I samme afdeling af parken fandt jeg et grønt område med tydelige niveauforskelle, som umiddelbart virkede langt mere indbydende end den tørre græsplæne.
Noget af det første jeg så her, var en lille Shinto helligdom, som var placeret op ad en skråning. Den var flankeret at to rævestatuer, og kender du blot en smule til japanske helligdomme, vil du sikkert gætte på, at det var en ”inari-helligdom”. Og i så fald har du ret, for den lille helligdom bærer det pompøse navn: Maruyama-zuijin Inari daimyōjin.
Men langt mere bemærkelsesværdig er den bakke, som helligdommen læner sig op ad. Der er nemlig tale om en 1.500 år gammel gravhøj, en såkaldt Kofun.
Ifølge information på stedet er gravhøjen ca. 106 meter lang og 40 meter på det bredeste sted. Og dermed en af de største i hele hovedstadsområdet. Desværre er gravhøjen ikke længere komplet, da forskellige gravearbejder gennem tiden har givet den så hård en medfart, at dele af den er gået tabt. Og tilsvarende skæbne er overgået de jordiske rester af den eller de personer, der engang var begravet her. Så alt, vi ved i dag, er, at det var personer af ædel byrd, eftersom de blev stedt til hvile i en kofun.
Oppe på højen hersker der en særlig ro. Men der er nu ikke meget at se.
Du kan læse mere om kofun her.
Somon Gate
På vej ud af den del af parken stødte jeg på en fornem port, som syntes at stå der helt umotiveret og uden sammenhæng med de nærmeste omgivelser. Det var der imidlertid en grund til. Porten, som hedder Somon Gate markerede nemlig oprindelig indgangen til Daitoku-in Mausolæum, som den tredje Tokugawa shogun, havde opført til ære for sin far.
Desværre blev mausolæet jævnet med jorden under 2. anden verdenskrig. Kun porten overlevede.
Zōjōji Templet
Det var ikke kun mausolæet, der fik en hård medfart under Tokyos bombardement. Også det meste af Zōjōji Templet, som mausolæet hører til, brændte ned til grunden. Tilbage står dog hovedindgangen, den imponerende Sangedatsumon Gate som et pompøst vidnesbyrd om templets store historiske og religiøse betydning.
Den ærefrygt, jeg følte, da jeg gik igennem porten, falmede dog noget, da jeg stod foran Zōjōjis hovedbygning. Det skyldtes Ikke så meget bygningen i sig selv, men snarere det anakronistiske naboskab til Tokyo Tower.
Du kan læse mere om Zōjōji her og her.
Jizō
Vælger du at besøge Zōjōji, skal du huske at se de mange små Jizō figurer, som står opstillet på rad og række iført røde strikhuer og hagesmæk og ofte med et lille stykke legetøj foran sig. Ved siden af hver figur er der en plasticvindmølle.
Jizō er en Bodhisattva, som har påtaget sig opgaven at værne om børn og deres sjæle. Det gælder ikke mindst børn, der dør før deres forældre, herunder dødfødte eller aborterede børn. De små figurer er en offergave til ham. En bøn om at hjælpe de døde børns sjæle sikkert ind i efterlivet.
Synet af de over 1.000 små figurer kan ikke undgå at gøre et stort indtryk, når du ved, hvad de symboliserer.
Du kan læse mere her om Zōjōjis Jizō figurer.
Tokyo Tower
Lad mig også lige knytte et par ord til Tokyo Tower, som har været elefanten i rummet i dette indlæg.
Tårnet stod færdigt i 1958 og er bygget med Eiffeltårnet som model. Blot er Tokyo Tower tre meter højere. I hele 54 år var det landets højeste bygning, men blev så overhalet af Tokyo Skytree.
Hie Shrine
Har du kræfter til overs og mod på at se endnu en seværdighed, kan jeg anbefale dig at besøge Hie Shrine eller Hie Jinja, som det hedder på japansk.
Hie Helligdommen ligger som en oase på en grøn bakketop, omgivet af forretningsbygninger på den ene side og regeringsbygninger på den anden. Den skulle efter sigende være grundlagt i 1607, og den havde shogunen Ieyasu Tokugawa som sin velynder.
Så besøger du både Zōjōji og Hie Jinja på samme dag, kan du betragte det som en dag i den første Tokugawa shoguns fodspor.
Besøger du stedet i oktober eller november, har du en stor chance for at møde voksne i deres stiveste puds ifølge med mindre børn stadset ud efter alle kunstens regler i traditionel japansk klædedragt og for pigernes vedkommende med håret fint sat op.
Det, du her bliver vidne til, er en ældgammel tradition kaldet ”Shichigosan”, hvilket slet og ret betyder syv fem tre. Tallene henviser til børnenes alder. Man fejrer nemlig drengene, når de fylder henholdsvis tre og fem år, og pigerne, når de bliver tre og syv.
Husk at tage bagudgangen, når du forlader stedet. Den består af en lang række røde porte, stillet så tæt op ad hinanden, at du får fornemmelsen af at bevæge dig i gennem en knaldrød tunnel.
Du kan læse meget mere om Hie Jinja her.