I dette indlæg går turen til Hokkaido, Japans næststørste ø, som ligger nord for hovedøen Honshu. Den starter i Hakodate, fortsætter til Mt. E, derpå går den til Lake Onuma, videre til Mt. Usu/Lake Toya og Showa Shinzan. Beskrivelsen af rejsen er lagt an på, at du lejer en bil i Hakodate.

Hokkaido blev først sent i historien en fuldt integreret del af det japanske rige, så finkulturelle fortidsminder skal du ikke lede efter her. Til gengæld byder øen på enestående, men også til tider skræmmende naturområder, som er præget af heftig vulkansk aktivitet.

Showa Shinzan er nabo til Mount Usu

Hakodate
Hakodate, som er Hokkaidos tredjestørste by, ligger på den sydligste del af øen. Kommer du fra Tokyo er det mest hensigtsmæssigt at tage enten tog eller fly. Med fly tager det 1 time og tyve minutter fra Haneda Lufthavn og med tog omkring 4 timer og 40 min fra Tokyo Station. Alligevel er det nok begrænset, hvor meget tid du sparer ved at flyve, hvis du også inkluderer ventetiden i lufthavnene samt transporten til og fra. Herudover træffer det sig så heldigt, at dit rail pass gælder hele vejen med Shinkansen fra Tokyo.

Er du til friske fisk og skaldyr, er Hakodate et sandt overflødighedshorn. Byen er berømt for sit såkaldte morgenmarked, som holder åbent fra tidlig morgen til kl. 12 middag. Gå en tur langs de mange boder, som bugner med ”alt godt fra havet” i form af fisk, krabber, hummere, blæksprutter osv. i alverdens størrelser og varianter.

Krabbedans

Når du har set dig mæt på alle herlighederne, kan du passende spise dig mæt i dem efterfølgende på en af de mange fiskerestauranter, der ligger rundt om markedet. Mange japanere, både lokale og tilrejsende, vælger at spise deres morgenmad der, mens de fleste vesterlændinge foretrækker at vente til frokosttid.

Hvad vil du have til frokost?

Et absolut must som besøgende i Hakodate er at tage en tur op på Mount Hakodate, hvorfra du har en formidabel udsigt over byen. Bjerget rejser sig ved sydenden af den tange, som en stor del af byen ligger på. Vejen op til udsigtspunktet på toppen kan du tilbagelægge med enten svævebane eller bus. Du kan læse mere om Hakodate her.

Udsigt over Hakodate by fra Mt. Hakodate

Mount E
Fra Hakodate fortsætter du i lejet bil langs kysten i østlig retning. Efter ca. en times kørsel når du parkeringspladsen ved indgangen til området omkring den stadig aktive vulkan Mount E (eller Esan, som den kaldes på japansk). Følg gangstien, der starter ved parkeringspladsen, og snart befinder du dig i et landskab af en helt anden verden. Overalt stiger der damp op gennem sprækker i jorden, og der er en umiskendelig lugt af svovl.

Konstant vulkansk aktivitet

Det er dybt fascinerende blot at gå rundt i dette område, som til trods for sin barskhed er forlenet med en vis gold skønhed. Men se dig for, hvor du går, for ifølge et advarselsskilt ved indgangen er stedet beboet af hugorme. Har du god tid, er det muligt at bestige vulkanen. Det tager ca. en time. Men vær opmærksom på vindretningen. Har du vinden lige imod dig, bør du vende om, da vulkanen udsender gasarter, som er skadelige for dit helbred. Læs mere om Esan her.

De første trin af stien mod Esan’s top

Lake Onuma
Fortsæt rundt og op langs kysten, indtil du når til den lille by Shikabe. Her drejer du ind i landet ad vej 43 og sætter kursen mod Onuma Quasi-National Park. Fra Park Plaza udgår der forskellige vandrestier, som du kan følge igennem et naturskønt område. Der er fire afmærkede ruter at vælge imellem. Den korteste tager ca. 15 min. at gå den længste omkring en time.

Udsigt i Onuma Lake parken

Men de angivne tider skal tages med et gran salt. Den ene betagende udsigt efter den anden åbenbarer sig, efterhånden som du bevæger dig rundt, så stedets idyl indbyder bestemt til at dvæle undervejs. Større kontrast til området ved Mount E findes ikke. Og det er netop noget af det, der er så karakteristisk ved den japanske natur. At du inden for kort afstand kan finde to områder, der er diametralt modsatte. Det ene barsk og grumt. Det andet smukt og idyllisk.

Du kan se en mere detaljeret beskrivelse af Onuma Quasi-National Park her, inklusive et detaljeret kort over de fire forskellige vandreruter.

Bro mellem to småøer i parken

Mount Usu
Kør nu mod nordvest og op langs Uchiura Bay. Følg bugten rundt og kør derefter mod nordøst i retning af Lake Toya. Lad bilens GPS vise dig vej til Nishiyama Car Park. Her parkerer du og fortsætter til fods ad Nishiyama Crater Walking Trail.

Før udbruddet førte denne vej et sted hen

Da Mount Usu sidst var i udbrud i år 2000, gik det særlig hårdt ud over netop dette område, som man har valgt at lade ligge uforstyrret hen som et vidnesbyrd om naturens ufattelige kræfter. Et puslespil i 3D, hvor brikkerne er blevet smidt rundt hulter til bulter. Et sted får du øje på et asfalteret stykke, som en gang har været en del af en landevej. Nu fører det ingen steder hen. I et vildnis står der et skilt med 50 km’s hastighedsbegrænsning. En vejbro står midt i ingenting.

Tidligere vejbro

Samtidig er niveauforskellene betydelige. Hvad der engang var et almindeligt stykke vej er skåret over i bidder. De ligger stadig i forlængelse af hinanden, men nu forskudt i højde som en musetrappe. Svært at forestille sig, hvilket køretøj der i dag skulle bruges for at forcere dem. Alt imens du går, bliver det hedere og hedere. Det mærkes tydeligt, at der er store termiske kræfter på spil. Undervejs beretter det ene skilt efter det andet om den geologiske baggrund for det, du ser.

Tidligere vej. Udbruddet forårsagede en markant forskydning i terrænet

Kort sagt, det er en uforglemmelig oplevelse, der her bliver dig til del. Og alligevel vil de fleste nok føle sig lettet, når de igen sidder i bilen og kan køre videre. Læs mere om Usu og Lake Toya her.

Hus lagt i ruiner af det store udbrud i år 2000

Showa Shinzan
Fortsæt til Showa Shinzan på den østlige side af Mount Usu blot et lille kvarters kørsel væk. Ordet Showa henviser til Showa-kejseren Hirohitos regeringsperiode (1926-1989). Shinzan betyder nyt bjerg.

Ud af ingenting opstod der et nyt bjerg

Showa Shinzan blev skabt af en serie af voldsomme jordskælv kombineret med udbrud fra den nærliggende vulkan Mount Usu. I løbet af en periode på knap to år under 2. verdenskrig skød et nyt bjerg i vejret ud af en flad majsmark. Det nåede en højde af 290 meter over det omkringliggende område eller ca. 400 meter over havets overflade. Læs mere om Showa Shinzan her og her.

Fra Showa Shinzan er der ca. en times kørsel til Noboribetsu Onsen – Hokkaido’s mest berømte spa-resort. Und dig selv en overnatning i en af de mange ryokan, der findes her, og nyd et bad i vand fra stedets varme kilder.