Den gode modtagelse, som mine tidligere indlæg har fået, har givet mig mod på at fortsætte med mine japanrelaterede erindringer. Tiden må vise, om det er en klog beslutning.
Hvor jeg hidtidig har skrevet mest om mine ophold i Japan, beretter jeg her om min tilværelse som japanofil hjemme i Danmark. Dette afsnit handler om perioden omkring min afsluttende eksamen, samt min første tid som ansat på Den Japanske Ambassade i København.
Min nye hverdag
Hjemme igen efter seks eventyrlige måneder i Japan stod vi over for en ny og udfordrende hverdag. En familieforøgelse var på vej, vi havde ingen indkomst, og for mit vedkommende ventede der en omfattende hovedfagseksamen. Jeg havde indtil da forsørget mig selv ved at arbejde som chauffør, samtidig med at jeg læste. Men det var ikke længere en mulighed nu, hvor studiet krævede en helhjertet indsats. Så for første gang i mit liv måtte jeg ty til SU.
Min far havde på det tidspunkt to skrivemaskineforretninger. En på Købmagergade og en på Nørrebrogade, hvor der også var reservedelslager. Han tilbød nu Mariann et deltidsjob, som gik ud på at passe sidstnævnte forretning. Det var en tjans, jeg kendte alt til, men som var ukendt land for hende. Derfor valgte hun og jeg at bytte.
Hver morgen tog jeg ind på universitetet for at planlægge mit pensum og finde ud af, hvilken rækkefølge det ville være bedst at tage de forskellige deleksamener i. Der var syv i alt, tre sproglige og fire historiske, sidstnævnte, også kaldet realia. Dertil kom så et speciale.
Vi var tre-fire studerende, der dukkede op hver dag. Alle var i samme båd, om end forskellige steder i forløbet. Med andre ord, ideelle sparringspartnere for hinanden. Hurtigt udviklede der sig en fast rutine. Et kvarter efter, at vi andre var kommet, ville Peter komme strygende ind ad døren, altid tydeligt ophidset og altid med den samme indgangsreplik:
”Nej, nu må potten revne!”
Peter samlede på forsmædeligheder. Hver dag en ny. Vi andre lyttede pligtskyldigt til, hvad der nu var overgået ham. Og dernæst var det tid til næste punkt på dagsordenen: Hvis tur var det til at hente kanelsnegle hos bageren i Sankt Peder Stræde?
Først derefter kunne dagens egentlige arbejde gå i gang. Jeg havde besluttet mig for at gå op i realia først, men hvor skulle jeg begynde. Mundtlig sproghistorie, litteraturhistorie eller historie? Og hvad med den skriftlige, der omfatter alle tre?
Her var Charlotte helt klar i mælet.
”Det er simpelt. Du går op i det hele til sommer!”
Jeg var målløs, men indså hurtigt, at hun havde ret. Og sådan blev det.Ved frokosttid var det tid til at tage på arbejde. Ikke fordi der var forfærdelig mange kunder, men et par skrivemaskiner og nogle farvebånd om dagen var nok til at få det til at løbe rundt. Og resten af tiden dér i baglokalet i butikken på Nørrebrogade kunne jeg så hellige mig min eksamenslæsning.
Familieforøgelse
I anden halvdel af marts 1978 kom Trine, min førstefødte til verden. Jordemoderen havde sagt, at vordende førstegangsforældre havde en tendens til at møde for tidligt op på fødeafdelingen, og at hun derfor ville råde os til at slå koldt vand i blodet, når den fødende mente, at nu var det tid til at komme af sted. For eksempel kunne vi drikke en øl og lige se tiden an. Det syntes jeg lød som en strålende ide. Mariann var ikke interesseret, men jeg sørgede for at have en flaske stående på natbordet, når jeg gik i seng.
En nat vækkede hun mig og sagde, at nu var det tid. Det var snestorm uden for, og autoritetstro, som jeg var, fulgte jeg jordemoderens råd, og trak øllen op. Det gik dog hurtigt op for mig, at den autoritet, jeg havde ved siden af mig var mægtigere, og af sted gik det fra Valby til Frederiksberg Hospital.
Sidst på aftenen indtraf så det, der på det tidspunkt var den hidtil største begivenhed i mit liv. Trine kom til verden.
Som mange andre forældre før og efter mig indså jeg, at jeg ikke længere var udødelig. Jeg var med et blevet sårbar på en hidtil ukendt måde. Det er spædbørnsforældres lod at blive vækket flere gange om natten af barnegråd, men jeg stod også op, selv om der var helt stille, for at sikre mig, at Trine stadig trak vejret.
Eksamen
Tiden gik hurtigt frem mod juni og eksamen. Charlotte havde haft ret. At tage alt det historiske på en gang var det helt rigtige valg. Jeg skulle alligevel have alt stoffet på plads til den skriftlige eksamen, og når jeg ved en og samme seance skulle eksamineres på hele tre områder, var det ikke tidsmæssigt muligt for lærer og censor at gå i dybden på samme måde, som hvis jeg havde taget en eksamen ad gangen.
Under alle omstændigheder slap jeg nådigt igennem strabadserne og havde nu tilbagelagt et pænt stykke af vejen frem imod kandidatgraden. De tre resterende sprogmæssige eksamener bestod jeg samme tid året efter.
Nu manglede jeg så ”blot” at finde et emne til mit speciale og få det skrevet. Det viste sig at være en velprøvet model at udse sig en japansk forfatter, skrive om hans karriere og oversætte noget af hans litteratur. Som en tommelfingerregel skulle baggrund og oversættelser helst fylde lige meget. Jeg valgte, at skrive om Naoya Shiga, hvis noveller jeg allerede havde stiftet bekendtskab med i løbet af studietiden.
Jobtilbud
En efterårsdag, hvor jeg sad sammen med et par af mine medstuderende, der nu ligesom jeg var i gang med at skrive speciale, kom Professor Lidin ind til os. Han fortalte, at han for et stykke tid siden havde være ude at spise med den japanske ambassadør. Denne havde under middagen spurgt, hvilke fremtidsudsigter der mon kunne være for en japanskstuderende i Danmark. Lidin havde kvikt repliceret, at det kunne for eksempel være et job på den japanske ambassade i København.
Ambassadøren havde åbenbart valgt at tage professoren på ordet. Netop nu var der en åbning i ambassadens ”local staff”, og Lidin var blevet kontaktet og bedt om at finde nogle egnede kandidater. Det blev så os tre, som alle blev opfordret til at gå til samtale. Det gjorde vi, og det traf sig så heldigt for mig, at jeg fik jobbet.
Jeg skulle være assistent for den førstesekretær, der dækkede det økonomiske område. Det var ikke, fordi jeg vidste forfærdelig meget om økonomi, men jeg havde trods alt snust til både Købmandsskolen og Handelshøjskolen, og det gjorde formentlig udslaget.
Nybagt ambassadefunktionær
Jeg skulle begynde i mit nye job den førstkommende første i måneden, men inden da havde jeg nogle vigtige ting at ordne. Jeg skulle klippes og barberes. Og jeg var nødt til at investere i en jakke, et par pæne bukser, et slips og et par nye sko. Kort sagt mit ydre skulle gennemgå en komplet forvandling.
Det viste sig at være en klog disposition, for min foresatte i local staff var en pensioneret dansk major, som gik meget op i formalia. Mit ydre blev nøje inspiceret, og han var stort set tilfreds. Blot var han bekymret for, om mine sko – et par sorte kondi lædersko – kunne klare cuttet. Det var han nødt til at forhøre sig om på højeste sted. Det endte med, at jeg fik lov at beholde dem på. Det højere diplomati havde åbenbart vigtigere ting at gå op i end mit fodtøj.
Selv om mit forhold til majoren måske således ikke fik den bedste start, kom jeg med tiden til at lære ham at kende som et ordentligt og elskeligt menneske, om end en smule gammeldags efter min ungdommelige målestok.
En anden nær medarbejder, som også var pænt oppe i årene, var pensioneret journalist, globetrotter og rejsebogsforfatter. Han dækkede det politiske område. En mand med en uforlignelig humor og et skarpt vid, som ofte spiddede andre personer. Måske knap så elskelig som majoren, men utroligt morsom, selv om hans karakteristikker af andre mennesker undertiden var voldsomt grænseoverskridende. At beskrive en lidt ældre og en anelse overvægtig, hektisk kvindes gangart som so-galop var bestemt ikke flatterende, men det kunne være svært ikke at trække på smilebåndet, når der rent faktisk var noget om snakken.
Den første tid
Min ansættelse var en udvidelse af ambassadens lokale stab, så jeg havde ikke nogen forgænger og overtog derfor ikke nogen detaljeret jobbeskrivelse. Førstesekretæren ville typisk bede mig oversætte nogle avisartikler til engelsk eller undersøge et eller andet økonomisk spørgsmål ved at ringe rundt til diverse interessenter. Men disse opgaver var ikke altid tilstrækkelige til at udfylde min arbejdsdag.
Det fik ambassadøren nys om. Han bad mig derfor sideløbende oversætte en bog til engelsk. Han havde netop erhvervet sig et maleri af Folmer Bendtsen, og ved den lejlighed havde kunstneren foræret ham en bog skrevet om ham selv: ”Maleren Folmer Bendtsen.” Den bog blev jeg nu bedt om at oversætte fra dansk til engelsk, samtidig med at jeg passede mine andre opgaver.
Nu havde jeg pludselig nok at lave og med et blev mit oversættelsesarbejde meget alsidigt. Om formiddagen kunne jeg grunde over, hvordan jeg skulle oversætte sætningen: ”Forliget vender den tunge ende nedad” – et af daværende LO-formand Thomas Nielsens yndlingsudtryk. Og om eftermiddagen skulle jeg så finde en passende oversættelse til overskriften: ”Himlen og den gøende brødmaskine”, som stammede fra Folmer Bendtsen bogen. Ret udfordrende kunne det være, men aldrig kedeligt for en sprognørd som mig.
Det gik hurtigt op for mig, at for at kunne besvare alle de spørgsmål om det danske samfund, jeg fik som økonomiassistent, var jeg nødt til at skabe mig et netværk af mennesker, jeg kunne ringe til i ministerier, forvaltninger, organisationer osv. Det lykkedes også med tidens løb. Men undertiden kunne der dukke spørgsmål op, som var svære at besvare. For eksempel, hvor stor en procentdel af landets ældre, der boede hos deres børn. Danmarks Statistik havde ikke nogen statistikker for det, og ingen andre af mine kontakter kunne hjælpe mig. Bortset fra en. Når ingen andre kunne hjælpe mig, kunne han altid. En ekstremt vidende mand, som altid var venlig og imødekommende, når jeg henvendte mig. Jeg husker ikke længere den anslåede procentdel, men jeg husker manden. Han hed Poul Nyrup Rasmussen og var cheføkonom i LO.
Specialeskrivning
Jeg havde nu et job. Men var stadig ikke færdiguddannet ud i det japanske. Specialet manglede. Det var ikke ualmindeligt på den tid at skippe resten af uddannelsen, hvis drømmejobbet allerede var i hus. Men det havde jeg ingen intentioner om, selv om det kunne virke overvældende med på én gang at have et lille barn og en stor skriveopgave, samtidig med at der var et heldags job, der skulle passes. Jeg var ganske enkelt bange for at blive stavnsbundet til den samme arbejdsplads, hvis jeg ikke fik min uddannelse.
Alligevel endte jeg med at blive på ambassaden i tolv år, inden jeg i en alder af 40 år til sidst valgte at søge nye udfordringer, mens der endnu var tid. Dengang lå ambassaden på Kultorvet, og vi havde lange frokostpauser, hvor det var muligt for mig at smutte hen på instituttet og finde det materiale, jeg skulle bruge, eller blot oversætte en halv eller hel side af en af de noveller, jeg havde udset mig til specialet. Ellers foregik det meste af dette arbejde hjemme om aftenen. Vores lille datter havde heldigvis et usædvanlig godt sovehjerte.
Sent året efter var specialet afleveret, og endnu tre måneder senere havde jeg papir på, at jeg nu var cand.phil. Af en eller anden grund nævnte jeg ikke noget om det til mine arbejdsgivere. Men det var heller ikke nødvendigt. De havde gode kontakter til universitetet, og kort efter inviterede nogle af diplomaterne mig ud at spise frokost for at fejre den gode nyhed.