Planlægger du at besøge Hiroshima og Miyajima, kan jeg anbefale dig at afsætte en ekstra dag og lægge vejen forbi Iwakuni. Her kan du se Japans mest berømte bro, Kintaikyo, og nu du er her, må du heller ikke gå glip af Kikko Park og Iwakuni Castle.
Tager du supereksprestoget, Shinkansen fra Hiroshima til Shin-Iwakuni station, er du fremme på et kvarter. Herfra går der busser til Kintaikyo. De går imidlertid ikke så ofte, så tag i stedet en taxi. Det tager højst et kvarter.
Kintaikyo Bridge
Det tog næsten pusten fra mig, da jeg for første gang stod foran broen, så smuk er den. Et enestående stykke ingeniørarbejde. Designet og bygget for mere end 600 år siden, som værn mod de voldsomme vandmasser i en flod, som gang på gang gik over sine bredder. I 1950 måtte den dog give fortabt over for en altødelæggende tyfon, men allerede tre år senere var den genopført efter de oprindelige tegninger.
Selve broen er lavet af træ og bropillerne af sten. Der er i alt 5 buer, hvoraf de tre midterste er de højeste. Broens længde er 210 meter. Som yderligere beskyttelse er dele af flodsengen blevet forstærket med stenfliser.
For at krydse broen skal du betale en afgift. Her kan det godt svare sig at købe en kombinationsbillet, som dækker både turen ud og hjem over broen, en returbillet til svævebanen på den anden side og entrébillet til Iwakuni Castle.
Jeg valgte at give mig god tid på broen. For det første var det værd at nyde udsigten deroppefra. Men herudover var de tre midterste buer overraskende stejle, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden. På en regnvejrsdag ville det nok kunne svare sig at holde godt fast i rækværket for ikke at miste fodfæstet.
Kikko Park
På den anden side af broen ligger Kikko Park. En fredelig oase, hvor alting synes at foregå i et behersket tempo, og en stærk kontrast til storbyer som Kyoto og Hiroshima, hvor det som oftest vrimler med udenlandske turister. Dem ser du ikke mange af her.
Fra parken kan du tage en svævebane til toppen af Mount Shiroyama. Du kan selvfølgelig også vælge at tilbagelægge vejen op til fods. En afstand på to kilometer.
Noget af det første du ser, når du forlader svævebanen, er et besynderligt ur, der i turistbrochuren beskrives som en ”Magic Clock”. Hvorvidt den er magisk eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men den er i hvert fald mekanisk. Med jævne mellemrum sætter den i gang, og der udspiller sig nu et lille tableau, der har til hensigt at gøre opmærksom på Iwakunis store sommerattraktion, nemlig fiskeri med skarver. På japansk kaldet Ukai.
Det er en 1.300 år fangstmetode, som jeg tidligere har beskrevet i mit indlæg om Nagoya. I Iwakuni finder Ukai sted hver aften i perioden 1. juni til 10. september.
Iwakuni Castle
Fra svævebanen er der ca. et kvarters gang op til bjergets top og den fire etager høje borg. Den blev oprindelig opført i 1608. Men allerede syv år, efter den var færdigopført, blev den revet ned igen på shogunens ordre.
Den nuværende bygning er opført i jernbeton og derfor langt fra autentisk. Alligevel er den bestemt værd at besøge om ikke andet så på grund af udsigten ud over dalen og floden, der bugter sig 200 meter nede.
Den Hvide Slange-museet
Har du tid til overs, når du igen er nede i parken, kan du overveje at besøge det stedlige slangemuseum. Her kan du se den hvide slange, som kun findes i Iwakuni-området. Ifølge brochuren er det en albino mutation af den japanske rottesnog. Den er ca. 180 cm lang og 15 cm i diameter. Og som alle albinoer har den røde øjne.
Ud over terrariet, hvor den hvide slange holder til, er der en hel udstilling, der fortæller dens historie. Den skulle efter sigende være ganske harmløs og have et venligt gemyt.
Af øvrige attraktioner i Kikko Park kan nævnes Kikko Shrine, hvor det også er værd lige at stikke hovedet ind, før du vender tilbage over broen. Helligdommen blev opført i 1884.
