Her får du fjerde indlæg i serien om ”Mit liv med Japan” fra 1991 til 2019. Dette afsnit handler om en rund europæisk fødselsdag, efterfulgt af finanskrise og store strukturelle ændringer i den virksomhed, jeg arbejdede for. Det hele krydres med en rejse for to til Okinawa.
Har du ikke læst de tre tidligere afsnit i denne serie, kan du begynde her.
50 år i Europa
Senere i 2008 skulle der være galla party for at fejre 50-års jubilæet for grundlæggelsen af Brother’s europæiske hovedkontor. Det hele var startet i Irland, så derfor skulle festlighederne foregå der. Nærmere betegnet på et fornemt golf-resort uden for Dublin. En lang række tidligere og nuværende japanske og europæiske topfolk var inviteret.
Dress code var black tie, som af uransagelige årsager kaldes smoking på dansk. Jeg havde aldrig haft brug for sådan en før, og den var derfor ikke en del af min garderobe. Det gjorde imidlertid ikke noget, for værterne havde arrangeret det således, at vi kunne leje smoking i Irland. En lokal virksomhed sendte en mand ud for at tage mål, og den rigtige størrelse ville så blive afleveret på hotellet samme dag, som festen skulle finde sted.
Det løfte blev desværre kun delvist indfriet. Min smoking kom til tiden, men bukserne var så smalle i livet, at de ikke kunne nå rundt om mig. Tiden var knap, men udlejeren lovede beredvilligt, at et nyt par ville blive sendt ekspres, så ingen grund til bekymring. Bukserne kom en halv time, før vi skulle samles til velkomstdrinks, men denne gang havde de tilsyneladende for at være på den sikre side sendt det største par, de havde. Resultatet var, at hver gang jeg hejste dem op, faldt de ned af sig selv, og du kan ikke bruge livrem til smoking bukser. Heldigvis var der en behjertet festdeltager, der lånte mig et par seler.
Festen var dermed reddet, selv om det er en underlig fornemmelse, når bukserne gynger op og ned hver gang, du tager et skridt. Ellers var det en fin fest med forskellige former for underholdning, herunder irsk step dance, også kendt som Riverdance. En flok adrætte mænd og kvinder hoppede energisk rundt på scenen i et fejende flot show. Til sidst inviterede de gæster op på scenen for at danse med dem. Det skulle jeg ikke nyde noget af, da jeg ikke var sikker på, at selerne ville kunne stå for belastningen.
Besøg i Danmark
I Irland havde jeg også haft mulighed for at hilse på min gode ven hr. Kageyama. Og nu da han alligevel var i Europa, valgte han efterfølgende at lægge vejen forbi København sammen med fru Kageyama. Han havde været i Danmark adskillige gange, men for hende var det første gang. For mig var det en kærkommen lejlighed til at gengælde blot en smule af den gæstfrihed, som de så mange gange havde vist mig i Japan.
40 år i Danmark
Årets sidste jubilæum var vores eget. Brother Danmark blev grundlagt i oktober 1968, og for at markere jubilæet over for vores kunder gik årets incentive tour til Japan. Endnu en fin tur, hvor jeg lagde ruten, og et rejsebureau stod for det praktiske. Undervejs aflagde vi besøg på hovedkontoret i Nagoya, hvor japanerne var vært ved en fælles middag.
Efter festen
Året efter var festen i bogstaveligste forstand forbi. Finanskrisen, som var begyndt i 2008, ramte nu med fuld styrke. Virksomheder gik ned, mange mistede deres job, og arbejdsløsheden voksede. Det betød naturligvis også en nedgang i salget af kontormaskiner, som var vores metier.
For at imødegå denne situation iværksatte vores japanske ejere en rationaliseringsproces, hvor de blandt andet så på mulighederne for at slå individuelle landekontorer sammen til regionskontorer.
Processen var allerede i gang nogle steder, da vores europæiske chef pludselig indkaldte direktørerne for de fire nordiske kontorer til et møde. Der var kun ét punkt på dagsordenen. Brother ønskede at oprette et nordisk hovedkontor med tre filialer. Hvilket af de fire lande, der skulle overtage styringen, og hvem der skulle være nordisk direktør, var endnu ikke afklaret. Det skulle vi finde ud af hen ad vejen.
Sammenlægning
Det endte med, at japanerne besluttede, at Brother Nordic skulle have hovedkvarter i Danmark, og at jeg skulle være administrerende direktør. Jeg var naturligvis glad og stolt over at blive vist den tillid, men også dybt ydmyg over for den opgave, der nu lå foran mig. Jeg havde selvsagt ingen erfaring med virksomhedsfusioner. Det var ikke en del af pensum på japanskstudiet.
Helt alene om opgaven var jeg dog ikke. Et af de store internationale revisionsfirmaer var blevet hyret til at assistere mig. Og det stod mig frit for at søge den juridiske hjælp, jeg skulle bruge. Tre enorme opgaver skulle løses inden ”kick-off”. Det IT-mæssige, det juridiske og det skattemæssige skulle være på plads. Umiddelbart skulle man tro, at de nordiske lande er meget ens i så henseende, men det er langt fra tilfældet. The devil is in the detail, og dem var der mange af.
Brother Europe havde sin egen IT-afdeling, som lovede, at alting nok skulle være klart til tiden. Det krævede blot, at de fik svar på en masse praktiske spørgsmål omkring hele strukturen, efterhånden som de fik brug for det. Og det gjorde de typisk, før tingene var blevet afklaret. Vores advokat påtog sig beredvilligt opgaven med at koordinere alting for os på det juridiske plan. Jeg tror ikke, at han havde arbejdet nordisk før på det her niveau, men det løste han på fornem vis. Formentlig var både han og jeg overraskede over, hvor forskelligt mange ting er skruet sammen i de nordiske lande.
Den største hurdle var ikke overraskende det skattemæssige, som varierer en del fra land til land. Jeg har ikke tal på, hvor mange møder jeg havde med revisionsvirksomheden. Det eneste, jeg husker var afskedsreplikken, for den var den samme hver gang: ”Husk, at dette ikke er nogen eksakt videnskab.” Omsat til almindeligt dansk betyder det, at vi fakturerer dig en bondegård for vores råd, men vi står ikke inde for dem. Det er dit eget ansvar, hvis du følger dem. Ak ja, måske var jeg alligevel havnet i den forkerte branche.
Brother Nordic
Til trods for mange bump på vejen, var den nye virksomhedsstruktur på plads, så åbningen kunne finde sted 1. april 2011 som planlagt. Ved det efterfølgende europæiske direktørmøde blev jeg bedt om at holde en præsentation, hvor jeg fortalte om den nye virksomhed. De fleste andre deltagere vidste uendelig lidt om Norden bortset fra, at der vist nok var koldt om vinteren. Før sammenlægningen havde Danmark taget sig af Island, og Finland havde dækket Baltikum, så jeg startede med at forklare, at det område Brother Nordic dækkede arealmæssigt var større end Tyskland, Frankrig og Spanien tilsammen (og her var Grønland endda ikke regnet med), mens det samlede befolkningstal var mindre end Polens. Det gjorde et vist indtryk.
Så nu var jeg chef for 80 mennesker. Et af min kones mundheld er, at man skal passe på, hvad man ønsker sig. Man risikerer at få det. Jeg skal ærligt indrømme, at da det kom på tale at lægge landene sammen, var det min ambition at blive ”direktøren for det hele”. Og det blev jeg, men jeg kom hurtigt til at savne de gode gamle dage.
I Brother Danmark havde jeg betragtet mig selv som spillende træner. Ledelsesgerningen var ikke mere kompliceret, end at jeg kunne tage aktiv del i salg og marketing, og det nød jeg. Det var det slut med i Brother Nordic. Det meste af tiden gik nu med møder, samarbejdspolitik og administration. Friskheden og spontaniteten var blevet ofret på ambitionernes alter.
Okinawa
Okinawa er en enkelt ø, men også navnet på Japans sydligste provins, som omfatter The Ryukyu Islands, en over 1000 km lang øgruppe, der strækker sig mellem Kyushu og Taiwan. I 2011 fik min kone Helle den ide, at det kunne være interessant også at se den del af Japan. Tanken var ikke tidligere faldet mig ind, men jeg var straks fyr og flamme. Hun stillede dog som betingelse, at hun ville være med til at planlægge turen. Og sådan blev det.
Rejsen skulle finde sted samme efterår, og vi gik straks i gang med at undersøge mulighederne. Vi blev hurtigt enige om at dele den op i to etaper. Først ville vi flyve til Naha på hovedøen Okinawa, og en lille uges tid senere ville vi rejse videre til Ishigaki, som ligger blot 330 km fra Taiwan. Med de to steder som udgangspunkter ville vi besøge nogle af de omkringliggende øer.
I Naha lejede vi en bil for at komme lidt rundt på øen. Men når jeg tænker tilbage i dag, kan jeg ikke komme i tanker om en eneste ting, jeg så, der fik mig til at synes, at det havde været umagen værd at rejse så langt.
Heldigvis var der mange omkringliggende øer, vi kunne udforske. Valget faldt på Zamami Island en times sejlads fra Naha. En lille ø med knap 600 mennesker og noget af det nærmeste, jeg er kommet et paradis på jord.
Vi indlogerede os på “Pension Joy Joy”, et lille hyggeligt sted med dykkershop i stueetagen. En ung kvinde fra Tokyo var ansat som stuepige, morgenmadskok, og hvad der ellers kan være af funktioner på et lille pensionat med blot 3-4 værelser. Hun havde fundet sig til rette på denne idylliske stillehavsø og havde ingen planer om at vende tilbage til det pulserende storbyliv. I det hele taget udstrålede hele stedet en tidløs ro, som gav én fred i sjælen.
Vi blev der et par dage og tilbragte en del af tiden med at snorkle og ro kajak. Lige uden for øen var der et fint rev, der ud over havskildpadder bød på farvestrålende fisk.
Lysten til at rejse videre var ikke stor, men vi havde et fly vi skulle nå i Naha, så der var ingen vej udenom. Den unge kvinde fra pensionatet kom ned til færgen for at vinke farvel til os.
Ishigaki
En times flyvetur senere landede vi på Ishigaki, hvor en udlejningsbil ventede på os. Jeg ved ikke, hvordan Helle havde båret sig ad, men det var lykkedes hende hjemmefra at leje et sommerhus til os i den nordlige ende af øen, og der begav vi os nu hen. Vores udlejer talte kun japansk, men det kunne jeg heldigvis også lidt af, så vi fandt os hurtigt til rette.
Øen har et tropisk klima og nogle gode strande, hvor det var fristende at tage en svømmetur. Det var vi de eneste, der gjorde. De lokale så vantro på os. Ikke nok med, at vi som udlændinge havde fundet frem til deres ø. Vi badede også nu, hvor det næsten var vinter. Jeg magtede ikke at forklare dem, at 21 grader betragter vi som sommer i Danmark.
Ellers var der ikke forfærdelig meget at se på Ishigaki, men heldigvis havde vi planlagt et par endages udflugter til to nærliggende øer: Taketomi og Iriomote. Især sidstnævnte havde vi glædet os til at se. En fjern uudforsket afkrog af Japan. Halvfems procent af øen, der er større end Ishigaki, er dækket af tæt jungle, kun tilgængelig via de floder, der gennemskærer den. Her ville vi leje en kajak og begive os ud i det ukendte.
Vi begik imidlertid den store fejl at vente med det bedste til sidst. Vi valgte først at tage til Taketomi. Et levende frilandsmuseum med velbevarede gamle huse, typiske for området. Eneste offentlige transportmiddel på øen var et kærrelignende køretøj trukket af en vandbøffel. Jeg fortryder ikke, at jeg har set det, men kunne godt have været det foruden, når jeg tænker på, hvad vi gik glip af.
Dagen efter, der var vores næstsidste, havde vi bestilt plads på færgen til Iriomote. Men om aftenen, inden vi skulle af sted, kom vores udlejer over og fortalte os, at hun havde modtaget en opringning om, at færgen var aflyst på grund af voldsom blæst. Gad vidst, hvordan de havde fundet frem til hende, for jeg mindedes ikke at have opgivet nogen adresse. Men jeg undrede mig ikke så meget, for det var ikke første gang, jeg oplevede i Japan, at selv om jeg følte, at jeg gik omkring i relativ ubemærkethed, var der alligevel godt styr på mig.
Værtinden fortalte, at vi måske kunne komme af sted til Iriomote den efterfølgende dag. Det turde vi så ikke. For det ville være den sidste dag, inden vi skulle rejse tilbage, og tænk, hvis færgen så igen blev aflyst, mens vi var ude på øen. Det ville betyde, at vi missede vores fly fra Ishigaki til Naha, fra Naha til Tokyo og i værste fald fra Tokyo til København. Derfor kom vi desværre aldrig til Iriomote. Men måske en skønne dag?
Et trin ned
Brother havde allerede i en hel del år haft en pensionsalder for direktører på 62 år. Herefter var der to muligheder. Enten blev en såkaldt ”retirement package” forhandlet på plads, og den nu tidligere direktør forlod virksomheden. Eller han fik lov at blive i virksomheden, indtil han nåede den pensionsalder, der var i spil i det pågældende land. Det krævede blot, at han tog et skridt ned ad rangstigen.
Indtil da havde ingen afgående direktør i Europa valgt løsning nummer to. Ingen havde øjensynlig kunnet forlige sig med tanken om pludselig at skulle spille andenviolin i det selskab, som de indtil for nylig selv havde været chef for. Det valgte jeg at se stort på, da turen kom til mig. I den danske afdeling var vi kommet alt for sent i gang med pensionsopsparingen, og det ville gøre en stor forskel for mig, hvis jeg arbejdede tre år mere. Det kunne jeg så lige så godt gøre i en virksomhed, hvor jeg kunne opnå en god hyre, i stedet for at søge aftægtsjob et helt andet sted.
Enden på det blev, at jeg de kommende tre år skulle være nordisk salgsdirektør, og det passede mig fint. Jeg kunne koncentrere mig om det, jeg syntes var sjovest, og alligevel udføre et meningsfuldt stykke arbejde.
En af de sidste ting, jeg foretog mig, inden jeg stoppede som administrerende direktør, var at sidde med ved bordet til et jobinterview. Vores marketingafdeling havde på det tidspunkt brug for en medarbejder, der skulle læse korrektur på oversættelser af brochurer samt lave mindre ændringer på vores website. I slutfeltet af ansøgere havde vi to færdiguddannede Cand.Merc’er og en Cand. Mag. Ganske tankevækkende og i skærende kontrast til, hvordan det havde været, da jeg var blevet ansat så mange år tidligere og havde været virksomhedens eneste student og akademiker.