Her kommer del 2 af beretningen om min anden rejse til Japan, der fandt sted i sommeren 1974. Dette afsnit handler om mit gensyn med Brother-koncernen og nogle af dens medarbejdere i Nagoya, min videre færd til Tokyo og endeligt et homestay-ophold i Nara.
Fik du ikke læst del 1, kan du finde den her: Japan 1974
Hos Brother
Fra Kyoto gik turen til Nagoya, hvor vi skulle besøge virksomheden Brother og hilse på de mange søde mennesker, som jeg havde lært at kende, da jeg var derude i 1971. Mest af alt var det et socialt besøg, for jeg havde ikke noget professionelt ærinde denne gang. Alligevel fik Bjørn og jeg for god ordens skyld lov til at se nogle af Brother-fabrikkens samlebånd, som ikke havde forandret sig stort i de tre år, der var gået. Samme type produkter, blot nye modeller.
Dengang fungerede store japanske virksomheder som en stat i staten, eller måske rettere sagt som et miniaturesamfund. Man tog sig af sine ansatte på en måde, som var helt utænkelig i vores del af verden. Et godt eksempel på forskellene var, at hvis en dansker og en japaner blev præsenteret for hinanden, ville danskeren som noget af det første nævne, hvilken profession han havde. Japaneren ville fortælle, hvilken virksomhed han arbejdede for. Det var første senere i samtalen, at det måske gik op for dem, at de begge var ingeniører.
Vindues-stammen
De store virksomheder i Japan rekrutterede deres ansatte ved først og fremmest at lægge vægt på, hvilket universitet de var dimitteret fra. Alt andet kom i anden række, og hvad de ellers havde brug for af færdigheder for at kunne udføre deres job, skulle virksomheden nok lære dem. Så snart en ung nyuddannet var sluppet igennem nåleøjet og var kommet ind i en stor, velanskreven virksomhed, var han sikret på livstid. Jeg skriver han, men ikke fordi systemet i princippet kun gjaldt for mænd. Det var blot sådan, at så snart kvinder blev gift og fik børn, forventedes de at forlade virksomheden og blive hjemmegående husmødre.
Blev du tilpas længe i en virksomhed, og var du steget tilstrækkelig meget i graderne, blev du ikke fyret, selv om virksomheden måske mente, at du havde overskredet din udløbsdato. Du blev til en madogiwazoku. Stammen, der sad ved vinduet (og tilbragte dagen med for eksempel at læse avis). Og som først og fremmest ikke gik i vejen for sine kolleger.
Cremen af cremen blandt Japans universiteter var Tokyo Universitet. Skulle man som virksomhed i Nagoya tiltrække dimittender derfra, skulle man kunne tilbyde dem et sted at bo. Til dette formål havde Brother sine egne dormitories. Første gang jeg hørte dem bruge det ord, undrede det mig, for jeg oversatte det umiddelbart til sovesale. Men der var naturligvis tale om en form for kollegieværelser. Når de unge så blev gift, hjalp virksomheden dem ofte med at finde en lejlighed. Og ikke nok med det. Den hjalp dem også med at beskæftige de unge koner.
Blomsterkunst og teceremoni
På andendagen for vores besøg hos Brother i Nagoya fik vi en særlig rundvisning.
Aftenen før var vi efter eget ønske blevet indkvarteret på et youth hostel. Det kom vi hurtigt til at fortryde. Vi havde været til middag hjemme hos familien Kageyama og havde haft en helt unik oplevelse. Lige så stive som japanere nogle gange kan synes, lige så afslappede havde denne familie og deres venner været over for os. Hvis jeg en dag skal lave en liste over mit livs stjernestunder, bliver denne aften en af dem. Og det skulle da også vise sig at føre til et livslangt venskab. Hr. og fru Kageyama havde to små piger, som nød det usædvanlige selskab, og kappedes om Bjørns og min opmærksomhed.
Efter en pragtfuld aften var vi tilbage på vores hostel lidt før ti. Og det var et held, for var vi kommet blot fem minutter senere, var vi ikke blevet lukket ind. På slaget 22 blev der afspillet en form for retræte over stedets skrattende højtalere, og alt lys blev slukket. Så vi måtte børste tænder i mørke.
Næste morgen dukkede vi op hos Brother med al vor bagage. De var så søde ikke at kommentere det, men fandt os blot et businesshotel.
Men tilbage til førnævnte rundvisning. I en særlig bygning tilbød virksomheden sine ansattes bedre halvdele undervisning i klassiske japanske dyder, såsom madlavning, ikebana (kunsten at arrangere blomster) og teceremoni. Der var dog forskel på antallet af elever i de forskellige klasser. At dømme efter opbuddet den dag var madlavning helt afgjort den mest populære disciplin. Der blev således taget godt hånd om de ansatte og deres familier, og skulle nogen blive syge, havde Brother også sit eget hospital lige ovre på den anden side af gaden.
Efter endnu en hyggelig middag hjemme hos en anden af de Brother ansatte, som var blevet far, siden jeg havde set ham sidst, sagde vi farvel til Nagoya og drog med Shinkansen videre til Tokyo.
Tempelritualer og naturkastrofer
I Tokyo var vi vidt omkring og besøgte blandt andet Tokyo Tower, Ueno Park og Sensoji Temple i Asakusa bydelen. Sidstnævnte er og var et af Tokyos mest populære buddhisttempler, hvor der altid er mange besøgende. Besøget starter typisk ved Kaminari Mon (Tordenporten), som kan kendes på den store røde traditionelle lampe, som hænger midt i den. Op mod templets hovedbygning strækker der sig en lang indkøbsgade med masser af små boder, hvor du nemt ville kunne købe dig fattig i alskens former for souvenirs, som for eksempel Yukata (bomuldskimonoer), vifter, spisepinde, etc.
Samtidig var der rig lejlighed til at observere mange af de ritualer, der for en japaner er forbundet med et tempelbesøg. Et af dem studsede vi over allerede for enden af indkøbsgaden. Et stort og smukt dekoreret røgelseskar udsendte en tyk røg over området. Men i stedet for at gå i en stor bue udenom, stillede de besøgende sig ind i røgen og forsøgte med hænderne at dække sig med den, hvor især hovedet fik en særlig omgang. For en udenforstående så det besynderligt ud, men der var en mening med galskaben. Det er en symbolsk renselsesceremoni, som foretages inden man nærmer sig selve templet.
En anden ting, jeg undrede mig over, og som jeg også havde set andre steder, var de mange papirstrimler, der var viklet om grenene på en lille busk. Også her var der en god forklaring. Strimlerne var påtrykt spådomme (kaldet omikuji), som kan købes ved mange templer og helligdomme. Alt muligt kan blive forudsagt om ens fremtid på de små stykker papir. Bryder du dig ikke om det, der står, kan du slippe for, at det går i opfyldelse, ved at efterlade den lille seddel der, hvor du har købt den. Og de fleste templer har et sted til netop dette formål.
Sidst men ikke mindst, tager du skoene af, når du går ind i et tempel og helligdom. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Blot er det i denne henseende en fordel at være udlænding med store fødder, for med så mange gæster, som der var ved Sensoji den dag, kan det være lidt af en udfordring at finde sine sko igen. Og så lærte vi i øvrigt, at snøresko ikke er det ideelle fodtøj til tempelbesøg.
En af dagene tog vi en smuttur til den lille by Nikko, som ligger i bjergene ca. 125 km nord for Tokyo. Stedet er især berømt for shinto helligdommen, Toshogu, indviet til den første Tokugawa shogun. Som rationel dansker var det svært at tage ind, at en af Japans største feltherrer her var blevet ophøjet til en guddom. Og ikke nok med det. Helligdommen er i sin udsmykning pompøs og prangende på en måde, som jeg ikke har set andre steder i Japan. Trods det var den bestemt et besøg værd – ikke mindst på grund af de meget smukke omgivelser den ligger i.
Senere på dagen besøgte vi et stort tempel, som var karakteristisk ved, at der under tagudhænget hang en række store og tilsyneladende tunge lamper. Pludselig begyndte det at rumle og alting rystede. Min første tanke var, at vi måtte befinde os lige over en undergrundsbane. Men selvfølgelig gjorde vi ikke det. Der kører ikke undergrundstog oppe i bjergene. Samtidig begyndte de store lamper at svinge faretruende frem og tilbage. Da gik det op for mig. Der var jordskælv. Mit livs første!
Indtil da havde vi været lykkelig forskånet for de naturkatastrofer, som Japan er udsat for hvert år. Men en ulykke kommer sjældent alene og allerede dagen efter, da vi skulle med toget tilbage til Kyoto, blev vi ramt af nummer to, om end kun indirekte. En kraftig tyfon vest for Tokyo havde været hård ved jernbanelegemet, og Shinkansen var ude af drift. Vi havde en aftale i Kyoto, som vi nødig ville svigte, og forhørte os derfor, om der var alternative ruter. Det var der, via en by, der hedder Shiojiri. I alt 8-9 timer i bumletog. Det var eneste mulighed, så vi måtte bide i det sure æble, og frem kom vi da.
Der er slanger i Nara
Via en af Bjørns kontakter havde vi fået forbindelse til familien Omi i Nara, som gerne ville have os boende et par dage. Nara, som var Japans hovedstad i det ottende århundrede, er kendt for sine mange templer og helligdomme, som går langt tilbage i tiden. Her finder du blandt andet en af verdens største bygninger af træ, og inden i den sidder en 15 meter høj bronzestatue af Buddha.
Jeg tror, at en af grundene til, at familien åbnede deres hjem for os, var sønnens store interesse for det franske sprog. Junior ville gerne praktisere sine færdigheder, og det måtte da være muligt med to europæere. De næste par dage havde vi i ham en ganske kompetent guide, og vi fik set en masse. Men kommunikationen med ham var lidt besværlig. Vi henvendte os til ham på engelsk, og han svarede på fransk, som ingen af os var særlig gode til. Jeg havde en særlig fobi over for slanger, og jeg kan huske, at jeg spurgte ham, om der var mange af dem i Japan. Hertil svarede han:
“Il ya beaucoup de serpents!”
Det svar forstod jeg godt, og det var ikke det, jeg havde håbet på.
Ud over sine frankofile tilbøjeligheder gik han meget op i at fotografere. Hans billeder var så gode, at både Bjørn og jeg følte os inspireret til at investere i både zoom og vidvinkel, som kunne købes brugt. Så på resten af turen slæbte vi rundt på hver sin kilotunge fototaske. Og mine fotos blev desværre ikke meget bedre. Enhver spontanitet forsvandt ud af dem, og ofte var motivet gået sin vej, før jeg havde fået skiftet linse og var klar til at trykke på udløseren.
For mange af os danskere, som ikke er vant til aircondition, kan det være svært med de store temperatursvingninger, vi konstant bliver udsat for, når vi kommer fra en fugtig varme på pænt over 30 grader, og ind i et afkølet lokale. Jeg reddede mig da også en voldsom forkølelse, mens vi boede hos Omi-familien. For at gøre ondt værre ville de mig det så godt. Derfor, for at jeg ikke skulle lide alt for meget i den uvante varme, satte de den elektriske vifte op på fulde omdrejninger og placerede den klos op ad mig, mens vi sad og spiste. Resultatet var, at snottet praktisk talt fløj rundt i lokalet, og jeg kunne ikke få mig selv til at bede dem om at flytte viften.
Efter at have sagt pænt farvel til familien Omi, var det tid til at tage tilbage til Kyoto for ikke at gå glip af byens største årlige festival, Gion Matsuri. Men herom senere.
FORTSÆTTELSE FØLGER