I beretningen om mit halve års studieophold i Japan fra sidst i marts til sidst i september 1977 er vi nu nået til tredje afsnit, der handler om nogle af de oplevelser, som rakte ud over vores hverdag. Blandt andet opsøgte vi nogle af de mange festivaler, der finder sted i Kyoto hvert år i sommerhalvåret, tog på en uortodoks fisketur og var på sommerferie med en japansk familie.
Har du ikke fået læst de to første afsnit, kan du klikke her: Japan 1977 og her: Japan 1977 /2.
Festival i Kyoto
Det var allerede blevet maj måned og tid til Aoi Matsuri, en af Kyotos tre store årlige festivaler. De andre to er Gion Matsuri og Jidai Matsuru, som finder sted i henholdsvis juli og oktober.
Aoi festivalens højdepunkt er en procession med mere end 500 deltagere alle iført klædedragter, som de blev båret i Heian-tiden for omkring 1.000 år siden. Man mener endda, at festivalen er endnu ældre og måske kan dateres helt tilbage til det 6. eller 8. århundrede.
Processionens udgangspunkt er kejserpaladsets sydlige port. Herfra bevæger den sig nordpå mod Kamigamo Helligdommen, som er dens endelige mål. Den er så lang, at det tager en time at se den passere. Et overdådigt skue, som vi nødigt ville have været foruden, og som jeg kun kan anbefale.
Men Kyoto og omegn byder også på mange mindre festivaler i hele sommerhalvåret. Alle med forskellige temaer. Et sted gik traditionelt klædte munke i optog med gigantiske brændende fakler. Et andet sted kappedes to munke om, hvem af dem der hurtigst kunne hugge et velvoksent stykke bambus midt over. Byens turistråd udgav en særlig kalender over de mange festivaler, og i en periode gik vi målrettet efter dem.
For mig blev det også til et gensyn med festivalen over dem alle, Gion Matsuri, som ud over den store centrale procession, hvor gigantiske flåder bliver trukket gennem gaderne, består af mange mindre events, som for en stor dels vedkommende finder sted på den gamle noh-scene i Yasaka-helligdommen. Og dem havde vi rig lejlighed til at studere nærmere.
Sprogforbistring
Sommeren, inden vi tog af sted til Japan, havde vi lært tre japanske piger at kende, som alle læste dansk på et universitet i Osaka. De var taget på et par måneders ophold i Danmark for at udbygge deres sprogfærdigheder. Jeg havde hørt ad omveje, at de manglede et sted at bo, og en af mine gode venner, som på det tidspunkt boede i en kæmpestor lejlighed, var beredvilligt trådt til og havde givet dem husly. Sammen tilbragte vi en del tid, mens de var i landet.
Nu ville de gerne gøre gengæld, og vi blev inviteret til middag i Osaka hos en af pigernes forældre. Det blev en fin aften, skønt forældrenes engelsk var noget begrænset. Desværre gik der et tydeligt skår i glæden, da jeg fuldstændig misforstod noget, faderen sagde til mig. Han spurgte ind til vores planer for den tid, vi skulle opholde os i Japan, og jeg fortalte ham, at vi havde tænkt os at rejse rundt på den sydlige ø, Kyushu, hvor jeg aldrig før havde været. Derpå spurgte han venligt: ”Are you going to…?” (Jeg husker ikke længere hvor). Jeg svarede, som sandt var, at det havde vi ikke tænkt os.
Pludselig blev han meget lang i ansigtet, og der indtraf en pinlig tavshed. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg forstod ikke, hvad der skete. En af pigerne kom mig heldigvis til undsætning og ledte samtalen hen på noget andet. Først senere gik det op for mig, at det havde været en invitation fra faderens side. Han ville gerne have taget os med et sted hen. Situationen stod desværre ikke til at redde på det tidspunkt, uden at det ville være blevet endnu mere akavet. Men det viste blot, hvor nemt det var at komme galt af sted i en fremmed kultur, selv om intentionerne var de bedste. Jeg bliver stadig flov, når jeg tænker på, hvordan jeg fik ham til at tabe ansigt.
Uortodoks fisketur
I løbet af sommeren fik vi besøg af forskellige venner fra Danmark. Sammen med to af dem valgte vi en aften efter mørkets frembrud at tage på fisketur i Arashiyama uden for Kyoto. En meget speciel form for fiskeri kaldet ”Cormorant fishing.”
Vi gik om bord i et langstrakt fartøj, og to fiskere iført traditionel klædedragt stagede os ud midt på floden. I båden medbragte de et bur med tre-fire skarver. Ud fra forstavnen hang en trådkurv, og i den tændte de en blussende ild for at lokke fiskene til. Hver skarv fik nu et reb snøret om halsen og blev smidt over bord. Rebet tjente to formål. Dels kunne fuglen ikke slippe væk, og dels kunne den ikke sluge de fisk, som den fangede. Så snart en af fiskerne fornemmede, at der var bid, blev skarven halet om bord igen og tvunget til at spytte sin fangst ud.
En ganske effektiv, men bizar form for fiskeri set med vores øjne. Alligevel var der noget sært stemningsfuldt ved at sidde i mørket ude midt på floden med det flammende bål i forstavnen og betragte det fremmedartede sceneri.
Dansk mad i Kobe
En af mine studiekammerater var flyttet til Japan sammen med sin japanske hustru og boede nu i Kobe, ca. en times togtur fra Kyoto. Dem tog vi af sted for at besøge. Adresser i Japan kan være svære at finde, men vi havde fået vejen omhyggeligt beskrevet. Vidste, hvilken station vi skulle stå af på, og at vi skulle dreje til højre lige efter en ”police box” (på japansk koban). Og skulle alt gå galt, kunne vi altid søge hjælp der. I byerne er der koban overalt i gadebilledet. Det svarer til, hvad vi på dansk kalder en nærpolitistation, men i miniatureudgave. En vældig praktisk foranstaltning, hvis man har svært ved at finde vej.
Det havde vi nu ikke. Beskrivelsen, de havde givet os, var udførlig, og vi fandt uden besvær deres lejlighed. I Kobe var der en dansk restaurant, som specialiserede sig i det store kolde bord, og vores venner foreslog, at vi skulle tage derhen at spise. Det var imod alle vores principper nu, hvor vi levede på japansk. Alligevel lod vi os friste. Selv om det var en underlig fornemmelse at sidde i Japan og spise tarteletter og kryddersild.
På japansk sommerferie
Vi skulle naturligvis også forbi Brother fabrikken i Nagoya, som jeg havde aflagt besøg de to tidligere gange, jeg havde været i Japan. Det gav mig lejlighed til at præsentere Mariann for hr Kageyama, som jeg var blevet rigtig gode venner med. Han kvitterede med at invitere os begge med på hans og familiens sommerferie til Nagano-området i De japanske Alper. Jeg prøvede høfligt at undslå mig, fordi jeg vidste, hvor kort en sommerferie japanerne havde – i det her tilfælde tre-fire dage – og at han som enhver anden ”white collar worker” i forvejen havde meget lidt fritid sammen med sin familie. Men det ville han slet ikke høre tale om. Enden på det blev, at vi aftalte at mødes på Nagoya Station en tidlig morgen den efterfølgende uge.
Vor destination var lidt over tre timer væk med tog. En hyggelig lille ”lodge”, som lå gemt af vejen oppe i bjergene. Her var der booket to overnatninger. En meget kort sommerferie set med vores briller. Men hvor vi danskere normalt skulle bruge nogle dage til at vænne os til at have fri og lige så lang tid til at lade op til at gå på arbejde igen, var familien Kageyama sande livskunstnere. Umiddelbart efter at vi var steget af toget, gik de i ferie-mode. Både forældre og børn. Og de nød deres korte ferie på en beundringsværdig intens måde til trods for, at de havde os to på slæb. Et klassisk eksempel på, at kvalitet til enhver tid overstråler kvantitet.
Obon
Tilbage i Kyoto ventede Obon festivalen, som finder sted hvert år fra 13. til 16. august. Ligesom allehelgensaften eller halloween er det et tidspunkt, hvor man mindes sine afdøde slægtninge. Men her holder enhver sammenligning også op. I vestlig kultur er denne dag forlenet med et anstrøg af uhygge. Sådan var det ikke i Japan. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt festival er det rigtige ord, selv om det bliver brugt på engelsksprogede japanske hjemmesider. Jeg ville snarere kalde det en højtid. En meget smuk højtid efter min mening. Det er ved denne lejlighed, at forfædrenes sjæle vender tilbage på besøg. Ligesom ved danske højtider er der rigtig mange traditioner og ritualer involveret. Og det er så vigtigt at fejre den sammen med familien, at Obon-ugen er et af de tidspunkter på hele året, der har den største rejseaktivitet. Måske som Danmark ved juletid.
En aften under Obon spiste vi hos familien Hori. Begge var de iført yukata, hvilket jeg aldrig havde set før. Bagefter gik vi alle ned på gaden, hvor folk fra nabolaget var samlet. Der blev tændt stjernekastere og fyret fyrværkeri af. Stemningen var oprømt. Det var helt tydeligt, at det var et af årets højdepunkter.
Den sidste aften bliver der tændt ild for at vise de døde vej tilbage til dødsriget. Der er mange forskellige måder at gøre det på alt efter, hvor du befinder dig i Japan. I Kyoto har de en særlig tradition, kaldet ”Daimonji Fire Festival”. Her bliver der tændt bål på fem forskellige bjergtoppe. Hvert af disse bål danner et skrifttegn, som kan ses langvejs fra. Det første, der bliver tændt, og som har givet navn til begivenheden, er tegnet for ”stor”.
FORTSÆTTELSE FØLGER