Her kommer tredje del af mine erindringer fra sidst i halvfjerdserne til sidst i firserne, hvor jeg stadig var ansat på Den japanske Ambassade. Dette indlæg omhandler året 1988, hvor jeg pludselig fik mulighed for at komme to gange til Japan efter ikke at have været der i mange år.
Fik du ikke læst første og anden del, som omhandler perioden 1977-87, kan du finde dem her: “Mit liv med Japan 1977-80” og “Mit liv med Japan 1980-87”.
Et uventet dilemma
Elleve år var der gået, siden jeg sidst havde været i Japan, og nu skulle jeg pludselig af sted to gange.
Det japanske udenrigsministerium havde et program for lokale kulturmedarbejdere på ambassader og konsulater verden over. Et to ugers ophold i Japan, hvor der var arrangeret en række spændende besøg ”bag kulisserne”. Jeg sad i politisk afdeling og hørte derfor ikke til den sædvanlige målgruppe for en sådan tur. Alligevel blev der i mit tilfælde gjort en undtagelse, formentlig på grund af mine oversættelser og foredrag.
Nogenlunde samtidig fortalte min far mig, at Brother koncernen var officiel sponsor for de olympiske lege i Seoul i Sydkorea. Hvert landekontor, inklusive det i Danmark, hvor han var direktør, havde mulighed for at invitere sine bedste kunder med på en rejse til Japan, Sydkorea, Hongkong og Kina. Hvis jeg kunne få fri, ville han gerne invitere mig med til at holde øje med de danske gæster, som var langt mindre rejsevante end jeg.
Jeg ville rigtig gerne begge dele. Og i betragtning af, at der var gået så mange år, siden jeg sidst havde været i Japan, var jeg nu i den absurde situation, at jeg både var superglad, men også dybt bekymret. For hvad nu, hvis de to rejser skulle vise sig at lappe ind over hinanden? Hvad gjorde jeg så? Heldigvis skete det ikke.
På VIP-rejse til Japan
Formålet med den første tur var at give mig og fjorten andre lokalt ansatte fra japanske ambassader og konsulater verden over mulighed for at danne os et førstehåndsindtryk af japansk kultur– og samfundsliv.
Ambassaden havde forsynet mit pas med et særligt visum, der gav mig status som udenrigsministeriets gæst. Og det fik jeg at mærke så snart, jeg var ankommet. Aldrig før var de forskellige formaliteter i lufthavnen blevet afviklet så hurtigt. Det var lige før, der blev gjort honnør for mig.
Opholdet var planlagt helt ned til mindste detalje. Det var ufatteligt, hvor meget vi skulle nå på så forholdsvis kort tid. Punkt nummer et på vores rejseplan var naturligt nok Det japanske Udenrigsministerium, som stod for hele turen.
Det allerførste indtryk af stedet var en overdådig forhal med meget højt til loftet. Jeg tror, at vi alle følte en vis ærefrygt ved synet. Vores vært var Ambassadør Masuda, som havde været udstationeret i Danmark, før jeg begyndte på ambassaden, og som kom tilbage som ambassadør, de sidste år jeg var der. Jeg tror roligt, jeg kan sige, at han er et af de mennesker i mit liv, som jeg har beundret allermest. Hans måde at lede på blev en stor inspiration for mig, da jeg senere i mit liv blev virksomhedsleder. Men det er en anden historie.
Ambassadør Masuda gav os også mulighed for at komme ind bag kulisserne og se nogle af kontorerne. Kontrasten til forhallen var slående. Ingen indretningsarkitekt havde været forbi her. Det var fuldstændig det samme, som jeg havde oplevet, da jeg besøgte Brother i Nagoya sytten år tidligere. Tomme vægge. Slidt inventar. Skriveborde stillet op på en lang række. Ingen gæster kom normalt her. Det var en arbejdsplads og ikke et showroom.
Det var et fornemt program, ministeriet havde lagt for os. Vi kom hele paletten rundt med diverse virksomhedsbesøg, besøg på NHK – den statslige radio – og TV-station – besøg på et af landets største dagblade, på børsen, på en skole og mange andre steder.
Nogle besøg husker jeg bedre end andre, f.eks. det på Fujitsu Robotfabrik, som lå et sted i bjergene et stykke vej uden for Tokyo. Fabrikken havde en smuk udsigt, og i produktionshallen var der så rent, at vi kunne have spist sushi serveret direkte på gulvet. Hvad vi så, var ikke ”r2d2” fra Star Wars, men snarere mekaniske arme og lignende, som kunne overtage enkelte funktioner i en større produktion. Et sted stod der en sådan arm, som blot bevægede sig op ned, og det forledte min pakistanske kollega til at spørge interesseret med typisk Peter Sellers accent:
“Is this one working or just exercising?”
Fabrikkens guide kunne ikke se noget morsomt i det spørgsmål, men svarede studst, at naturligvis arbejdede den.
En morgen skulle vi besøge Tsukiji fiskemarked, som siden er flyttet til en anden adresse. For at kunne overvære den daglige auktion måtte vi tidligt op. Kl. fire om morgenen, så vidt jeg husker. Men det var en spændende oplevelse, og den sashimi, der efterfølgende blev serveret til morgenmad, er nok den bedste, jeg har smagt.
Bagefter skulle vi have en dosis kultur og kørte derfor direkte til et Kabuki Teater for at overvære en tre timer lang forestilling. Sæderne var ekstremt umagelige. Alligevel sad hovedparten af selskabet og snorkede om kap under det meste af forestillingen.
Vi skulle også prøve at bo hos en japansk familie. Det foregik i den lille by Kamakura uden for Toyko. Her blev jeg sammen med en amerikaner indkvarteret hos en familie, der var meget aktiv i lokalområdet. De havde egentlig ikke været interesseret i at tage imod os udlændinge, men da de hørte, at både amerikaneren og jeg havde været i Japan før og talte lidt af sproget, havde de ladet sig formilde.
Set i bakspejlet var det et interessant tidspunkt, vi besøgte landet på. Den såkaldte økonomiske boble kulminerede. Grundpriserne var på deres højeste. I Tokyo kostede en kvadratmeter netop da helt op til 80.000 kr. Det svarer til 148.000 nutidskroner. Det var så grotesk, at nogle havde haft gang i regnemaskinen og fundet ud af, at det område, der hørte til kejserpaladset i Tokyo, var mere værd end hele Californien tilsammen.
I et land, hvor op imod firs procent udgøres af bjerge, er plads naturligvis kostbar. Det kan derfor forekomme paradoksalt, at en sport som golf, der er så pladskrævende, er blevet så populær. Eller det var måske netop derfor. Det udmøntede sig i firserne i et specielt fænomen, hvor golfklubmesterskaber blev investeringsobjekter og børsnoteret på linje med aktier. I 1989 kostede et af de dyreste golfklubmedlemskaber således i omegnen af 20 millioner kr. Og køberen behøvede ikke nødvendigvis selv at være golfspiller.
I Tokyo var der arrangeret et foredrag for os af en professor i psykologi. Her blev mange af myterne om Japan punkteret. Landet var kendt ude i verden for sine kæmpemæssige koncerner, og der blev ofte skrevet om, hvordan de japanske virksomheder kunne tilbyde deres medarbejdere livstidsansættelse, social tryghed, egne læger og hospitaler, kollegieværelser til yngre medarbejdere, lån på favorable vilkår osv. Hvilket i øvrigt også var den virkelighed, jeg havde mødt hos Brother. En virkelighed, som jeg i min naivitet havde troet var karakteristisk for hele Japan.
Derfor var det noget af en øjenåbner at få at vide, at mindre end 10% af den japanske arbejdsstyrke var ansat i sådanne koncerner, og at denne rosenrøde fremstilling af det japanske arbejdsmarked langt fra var repræsentativ for hele landet.
I slutningen af vores ophold var vi på en tredages rundrejse til Hiroshima, Kyoto og Kanazawa. Sidstnævnte sted blev vi endda modtaget af provinsens guvernør.
Ved afskedsreceptionen i Tokyo fik vi alle overrakt et certifikat som bevis på, at vi havde gennemgået og bestået et udenrigsministerielt kursus i japansk kultur og japanske samfundsforhold.
Sviptur til Japan
Allerede samme efterår skulle jeg af sted igen med et rejseselskab bestående af danske Brother kunder. De Olympiske Lege 1988 blev afviklet i Sydkoreas hovedstad, Seoul i anden halvdel af september, og ruten var som nævnt lagt sådan, at vi først skulle til Japan og blandt andet besøge Brother fabrikken. Herfra gik rejsen videre til Seoul og OL. Til sidst skulle vi til Hongkong, hvorfra der var en smuttur ind i Kina til byen Canton, som den på det tidspunkt stadig blev kaldt i vores del af verden. Invitationen gjaldt kun mig, men jeg havde netop oversat to bøger, og pengene fra den ene brugte jeg til at invitere min kone, Stence med på turen.
Ligesom på den forrige rejse var programmet hæsblæsende og planlagt ned til mindste detalje. Når jeg tænker tilbage på det i dag, er der kun få ting, der har lejret sig i min hukommelse fra dette besøg i Japan.
Produktionen af skrivemaskiner på fabrikken i Nagoya var ændret markant. Hvor der elleve år tidligere havde været lange rækker af samlebånd med travle unge kvinder siddende side om side, var fabrikshallerne stort set mennesketomme. Så mange processer var blevet automatiseret, at der blot gik nogle få supervisors rundt og tjekkede displays og drejede på knapper.
Normalt kan jeg ikke huske, hvilke hoteller jeg har boet på, men af en eller anden grund står det fyrre etager høje Akasaka Prince Hotel i Tokyo klart i min erindring. Formentlig af to årsager.
Da vores bus nærmede sig hotellet, udbrød Knudsen, Brothers mangeårige lagermand benovet: ”Nøøj, der må godt nok være nogle lange snore i elevatorerne.”
Senere da vi befandt os i vores værelse på sekstende etage, begyndte gardinerne at svaje frem og tilbage, og hele huset rystede. Det var et af de jordskælv, som er en del af livet i Tokyo og mange andre steder i Japan. Heldigvis ikke alvorligt denne gang.
Det fornemme hotel, som var tegnet af den berømte arkitekt, Kenzo Tange, eksisterer for øvrigt ikke mere. I 2011 blev det lukket med henblik på nedrivning.
Opholdet i Japan blev kun af ganske kort varighed. Alligevel nåede vi at besøge Tokyo, Nagoya og Kyoto, inden vi skulle videre til Sydkorea fra Osaka Lufthavn.
OL i Seoul
Så snart vores selskab havde taget plads i bussen i Seoul lufthavn, bekendtgjorde den lokale rejseleder på udmærket engelsk, at nu gik turen til ”Rotte Hotel.” Navnet vakte en vis undren blandt de mange mindre sprogkyndige danske passagerer, som ikke syntes, at det lød som et specielt tiltrækkende sted. Det hjalp dog, da de fik forklaret, at koreanere ligesom japanere har svært ved at skelne mellem bogstaverne L og R, fordi de kun har en fælles lyd for dem på deres sprog.
Hotellet hed rent faktisk ”Lotte.” Et navn, som også syntes malplaceret her i østen, men som de fleste, der havde opholdt sig i Japan, ville kunne nikke genkendende til som et dominerende tyggegummi brand. Producenten bag var i øvrigt også ejer af et knap så succesrigt baseballhold.
Grundlæggeren af Lotte var en koreaner, som var kommet til Japan med tomme lommer allerede i 1942. Beretningen om, hvordan han lagde kimen til et senere multinationalt selskab, er den klassiske iværksætterhistorie fra den tid. Og virksomhedens navn? Den gode koreaner var åbenbart en belæst mand. I hvert fald var han betaget af den store tyske forfatter Goethe, som slog sine folder i 1700-tallet. Især af et af hans værker, nemlig ”Den unge Werthers lidelser”, hvor hovedpersonen hedder Lotte.
Sidenhen udvidede koreaneren sine aktiviteter til sit fødeland, hvor han byggede hoteller og stormagasiner m.m. Og for øvrigt også erhvervede sig et baseballhold. I dag har Lotte afdelinger i mange lande.
På Hotel Lotte var det tyske islæt iøjnefaldende. Baren var indrettet som en ”Bierstube”. For at understrege det fremmede og stemningsfulde var der på endevæggen bygget et alpelandskab i noget, der lignede papmaché, og ned igennem det løb et lille vandfald. Der manglede blot en, som stod og jodlede. Specielt smagfuldt var det ikke, og googler du Hotel Lotte i dag, vil du se, at ledelsen må være nået til samme erkendelse, for nu ser det helt anderledes ud.
Hvad der gjorde mest indtryk på mig under opholdet i Seoul, var da jeg sad på atletikstadion og overværede et af de indledende heats i mændenes 200 meter løb. Så stor var energiudladningen, og så kraftfuldt et udtryk havde feltet, da det kom rundt i svinget, at det kunne mærkes helt op på tribunen, hvor vi sad. Ingen elegance, blot rå muskelstyrke. En undtagelse var der dog, Carl Lewis, der havde så let et tråd, at han nærmest svævede hen over jorden. Som om han løb på luftpuder. Han kom i øvrigt først i mål.
Den sidste eftermiddag på egen hånd i Seoul tilbragte vi på en noget udsædvanlig måde. En af vores nære venner i Danmark var dybt optaget af den irske forfatter James Joyce og hans roman ”Ulysses”. På sine rejser havde han gjort sig til vane at købe den lokale oversættelse af bogen for at se, hvordan de forskellige oversættere havde valgt at løse opgaven. I samlingen manglede dog den koreanske udgave. Den kunne det være sjovt at have med hjem til ham, og derfor gik jagten nu ind hos byens boghandlere. Det viste sig ikke at være nogen nem opgave. De fleste steder så de blot uforstående på os, når vi nævnte ordet Ulysses. Åbenbart ikke nogen lokal bestseller. Til sidst var der dog bid, og vi kunne drage hjem med den eftertragtede bog i bagagen.
En uforglemmelig tur var slut, men denne gang gik der heldigvis kun et år, før jeg igen skulle til Japan.