I den allernordligste del af Shimane Provinsen ligger de to byer, Izumo og Matsue. Begge rummer de seværdigheder fra allerøverste hylde og er derfor absolut et besøg værd. Desuden kan du ved samme lejlighed lægge vejen forbi Adachi Kunstmuseum med den smukke have.
Kun 35 km adskiller Izumo og Matsue. Sidstnævnte er præfekturets hovedby med lidt over 200.000 indbyggere.
Izumo
Izumo Taisha er muligvis Japans ældste Shinto helligdom. Ingen ved præcist, hvornår den blev grundlagt, men den omtales allerede i landets tidligste krøniker, som kan dateres helt tilbage til begyndelsen af 700-tallet. Samtidig betragtes den også som Japans næstmest betydningsfulde, kun overgået af Ise Helligdommene.
I modsætning til så mange andre Shinto helligdomme i Japan skal du ikke her op ad en række stejle trapper for at nå frem til hovedbygningen. I stedet går turen igennem en idyllisk park, ligesom det er tilfældet ved de to Kamo-helligdomme i Kyoto. Men her holder enhver sammenligning også op.
Det første, der møder dig, når du kommer ud af parken, er den store bedehal (Haiden), som fremstår majestætisk i afdæmpede nuancer og totalt uden den ”pang-røde” farve, som ellers er så dominerende ved Shinto helligdomme.
Men det var først, da jeg kom om bag ved bedehallen, at det rigtigt gik op for mig, hvor anderledes et sted, jeg var kommet til. Bag ved den fik jeg nemlig øje på hovedhallen (Honden), som står imellem en række andre bygninger omhyggeligt hegnet ind og uden adgang for offentligheden.
Jeg kan ikke forklare hvorfor, men synet af denne bygning og dens nærmeste omgivelser fik mig til fuldstændig at miste pusten. Der var noget ærefrygtindgydende over den, som den stod der og knejste i al sin prunkløshed.
Det er en betydningsfuld guddom, som bor her. Han står blandt andet for relationer, romantik og ægteskab, og det kunne være en af grundene til, at helligdommen tiltrækker så stort et antal besøgende. Herom vidner blandt andet de mange Omikuji (spådomme) og Ema (ønsketavler), som ses fæstnet på træer og hængende på stativer sat op til formålet.
Inden du forlader helligdommen, skal du huske at lægge vejen forbi den bygning, som kaldes Kaguraden. Står du foran bedehallen, ligger den ovre til venstre for dig.
Her finder du Japans største Shimenawa, hellige reb, hængt op under taget ved indgangen. Det, der gør netop dette reb så enestående, er dets størrelse.
Du kan læse meget mere om Izumo Taisha her og her.
Matsue
Matsue Castle
Overalt i Japan finder du borge fra samurai-tiden. Nogle er i bedre stand end andre, og i visse tilfælde er der kun fundamentet tilbage. Kun 12 borge har stadig det originale borgtårn. En af dem er Matsue Castle, som blev opført i 1611.
Udefra ser det ud, som om borgtårnet har fire etager, men i virkeligheden er der fem samt en kælder. Indenfor er der en brønd og et saltlager med henblik på at kunne modstå en længere belejring.
Tårnet står højt oppe på toppen af en bakke. Det er en del af et større fæstningsanlæg, som er omgivet af tykke mure og en bred voldgrav. Så Matsue Castle har ikke været nemt at indtage for en fjende.
Jozan Inari Shrine
Inden for voldene er der tre forskellige Shinto helligdomme. Den nordligst beliggende og mest uanselige er Jozan Inari Helligdommen, der som alle andre Inari-helligdomme har specielt fokus på ræven.
Denne lille helligdom skiller sig imidlertid ud fra mængden ved sin bizarre blanding af mere eller mindre forvitrede stenræve og små porcelænsræve, der flankerer stien, der fører ind til den.
Bådfart og samuraihuse
Ved borgens sydlige indgang er der mulighed for at komme ud at sejle på voldgraven – hele vejen rundt om fæstningsanlægget. Bådene afgår ca. hver halve time.
Nord for voldgraven ligger en række velholdte samuraihuse, som kan give dig et indtryk af, hvordan Matsue så ud før i tiden, og hvordan de højtstående samuraier levede.
Adachi Museum of Art
Nu, hvor du alligevel er på de kanter, må du ikke gå glip af Adachi Kunstmuseum og især den tilhørende have, som de sidste mange år er blevet kåret til Japans fineste.
I modsætning til de fleste andre af landets haver har denne ikke anlagte stier, som du kan færdes på. Det er meningen, at du skal betragte den fra selv museumsbygningen, mens du bevæger dig rundt dér. Men det fungerer også fint.
Vil du tage fotos, skal du imidlertid være opmærksom på, at det er bedst at tage dem der, hvor du kan være ude i fri luft. Museets tonede ruder egner sig nemlig ikke særlig godt til at fotografere igennem.
For at komme til Adachi Museet skal du først køre tyve minutter med tog fra Matsue og derefter endnu tyve minutter med en gratis shuttle bus, som afgår hver halve time.
Du kan læse mere om Matsue og Adachi Museet her.