Jeg har i løbet af de sidste fem årtier været rigtig mange gange i Tokyo, og jeg har set rigtig mange seværdigheder i Tokyo. Alligevel føler jeg ikke, at jeg har et egentligt overblik over denne kolossale metropol.
Jo, jeg kender da området omkring Tokyo station og den sydlige del af kejserpaladset, og jeg har vandret i Ginza, i Ueno Park, i nærområdet omkring Shinjuku Station og nogle få andre steder. Men det er så også det. Herudover har min færden i byen haft karakter af nålestiksoperationer.
Det vil sige, at jeg på forhånd har bestemt mig for, hvad jeg gerne vil se den pågældende dag, f.eks. Meiji Shrine eller Asakusa, og så har jeg taget metroen for at komme derhen. Og på den måde får man jo ikke set meget undervejs.
A Death in Tokyo
I foråret 2023 var jeg endelig i Japan igen efter en alt for lang Corona pause. Jeg var nået til rejsens sidste dag. Først sent om aftenen ville mit fly afgå fra Haneda Lufthavn. Jeg havde med andre ord masser af tid, da jeg om morgenen tjekkede ud af mit hotel i Tokyo.
Jeg var ikke i humør til at opsøge endnu en seværdighed, men ville hellere blot slentre rundt og få et indtryk af byen. Da faldt det mig ind, at jeg kunne foretage mig en Shichifukujin Meguri. Det vil sige en pilgrimstur rundt til syv helligdomme, der repræsenterer hver sin lykkegud. På den måde ville jeg ikke alene få set noget af Tokyo, som ville være nyt for mig. Jeg ville også have nogle mål at gå efter.
Inspirationen fik jeg fra en spændende japansk krimi, ”A Death in Tokyo”, som jeg netop havde læst undervejs på turen. En bog, hvor hovedpersonen foretager en række bodsvandringer fra helligdom til helligdom i Nihonbashi-distriktet. Med sig bringer han hver gang 100 origamitraner som offergaver.
Historien begynder med, at en mand kommer vaklende hen imod Nihonbashi-broen i det centrale Tokyo. Da han når ud midt på broen, synker han sammen, og det viser sig at han har en kniv stikkende ud af brystet. Kort efter ankomsten til hospitalet udånder han uden at være kommet til bevidsthed.
Nihonbashi
Nihonbashi er en ikonisk bro i det centrale Tokyo. Siden begyndelsen af 1600-tallet har den tjent som Japans ”zero milestone”, det vil sige det punkt, hvorfra alle veje udgår. Den nuværende bro, som blev opført i 1911, er bygget af sten. Alle dens forgængere var af træ.
Desværre bærer broen i dag præg af dårlig byplanlægning. Tværs hen over den løber to motorvejsbroer, der blev bygget i begyndelsen af 1960’erne som forberedelse til De Olympiske Lege i 1964. Forklaringen var, at de eneste steder, der kunne findes plads til bropillerne, var i floden.
Giv dig alligevel tid til at tage broen i nærmere øjesyn og trøst dig med, at om nogle år vil denne motorvejsstrækning blive ført igennem en tunnel. Dermed vil Nihonbashi-broen atter være fritlagt og forhåbentlig nyde samme status, som da træsnitkunstneren Hiroshige portrætterede den i sin berømte serie: ”Tokaidos 53 stationer.”
De syv lykkeguders pilgrimsrute
Helligdommene på føromtalte pilgrimsrute kan besøges i vilkårlig rækkefølge. Selv om der i sagens natur bør være syv helligdomme svarende til syv lykkeguder, er der i bogen otte i alt. Forklaringen herpå er, at to tæt på hinanden beliggende helligdomme er tilegnet samme guddom, nemlig Ebisu. Så for ikke at fornærme nogen af stederne, har man valgt at tilgodese dem begge to. Ruten findes dog også i en version med kun syv helligdomme.
Koami Shrine
Jeg har valgt at følge rækkefølgen i bogen, og derfor sætter jeg nu kursen fra Nihonbashi mod Koami Shrine, som er den første helligdom på listen. En spadseretur på blot 10 minutter. Det er en meget smuk bygning, der virker knap så malplaceret som nogle af dem, jeg senere skulle komme til. Den er tilegnet guderne Fukurokuju og Benzaiten. Førstnævnte repræsenterer retskaffenhed og et langt liv. Den anden lærdom og velstand samt kunst og kultur.
Chanoki Shrine
Ruten fører nu væk fra bydelens hovedstrøg, og allerede efter fem minutters spadseretur står jeg foran den næste helligdom. Den er tilegnet Hotei, guddom for et godt helbred, popularitet og lykke.
Suitengu Shrine
Det følgende stop ligger på et hovedstrøg kun et stenkast fra det foregående. Suitengu er både den største og den nyeste af pilgrimsrutens helligdomme. Og det ses tydeligt på bygningen. Det er Benzaiten, der regerer her. Men ud over hendes specialiteter, er helligdommen kendt for at yde beskyttelse under graviditet.
Matsushima Shrine
Endnu engang skal jeg kun gå nogle få minutter for at komme til den næste helligdom. Men disse tidsangivelser kræver naturligvis, at man er i stand til at styre direkte mod dit mål. Det kunne godt ind imellem være lidt svært, selv med GPS.
Matsushima Shrine gør ikke meget væsen af sig. Bygningen ligger proppet ind i en beboelsesejendom og bærer dermed tydeligt vidnesbyrd om, hvor akut pladsmanglen er i Tokyo.
Paradoksalt nok er det Daikokuten, guddommen for velstand, der regerer her.
Suehiro Shrine
Endnu engang skal jeg ud på en fem minutters spadseretur. Og også denne gang finder jeg en helligdom, som ligger i trange omgivelser og er nem at overse. Faktisk gik jeg forbi den et par gange, før jeg fik øje på den. Suehiro-helligdommen er dedikeret til Bishamonten, som står for mod, krigslykke og akademisk succes.
Kasama-Inari Shrine
Endelsen indikerer, at denne helligdom er en af adskillige tusinde helligdomme i Japan, som er dedikeret til Inari, gudinde for risdyrkning, frugtbarhed og velstand. Af lykkeguderne finder du her Jurorin. Han repræsenterer visdom og er beskytter af ældre mennesker.
Sugimori Shrine
Denne gang tog det mig mindst et kvarter. Jeg husker det, som den af helligdommene, der var sværest at finde. Men du kan sagtens være en dygtigere stifinder end mig. Denne helligdom har et helt andet udtryk end de andre. Måske på grund af det turkisfarvede tag. Og der er mere luft omkring, end tilfældet var med dens nærmeste forgængere.
Ebisu, som regerer her, er som tidligere nævnt gud for fiskeri, men også for landbrug og handel.
Takarada-Ebisu Shrine
Da ”A Death in Tokyo” var min inspiration til denne mini-pilgrimsfærd, vælger jeg at følge bogens eksempel og også besøge den ottende helligdom. Det er kun en håndfuld minutters ekstra gåtur, så ganske overkommeligt.
Placeringen derimod virker en anelse bizar. Som om den er opført midt på en parkeringsplads.
Konklusion
Således nåede jeg til vejs ende. Det er klart, at ingen af disse templer rangerer højt i turistlitteraturen. Alligevel var det en oplevelse, som gav stof til eftertanke. Jeg så ingen andre udenlandske turister ved disse helligdomme. Alligevel var de vel besøgt. Af japanere, som i deres dagligdag lige lægger vejen forbi helligdommen i deres nærområde for at vise guddommen deres respekt. Eller måske går de lidt længere for at opsøge netop den guddom, der har specialiseret sig i det, de gerne vil bede om.
Derudover nød jeg at drive rundt ”bag kulisserne” og se andet end de sædvanlige hovedstrøg.
A Death in Tokyo 2
En særlig symbolsk betydning i romanen får fabeldyret ”Kirin”, som der er en statue af på Nihonbashi broen. Som noget helt enestående er den her blevet udstyret med vinger. Men hvad det går ud på, må du selv læse dig til i bogen.
På min vej rundt gik det i øvrigt op for mig, hvor vel forankret denne krimi er i den lokale geografi. Hver eneste lokation, der nævnes, eksisterer i virkeligheden. Ikke blot helligdomme, men også butikker, kafeer med videre. Ja, selv den underjordiske passage, hvor den frygtelige ugerning fandt sted.
Du kan finde beskrivelse af og kort over Nihonbashi (også kaldet Ningyocho) – ruten her og her.