Her følger anden del af mine erindringer fra den tid, hvor jeg arbejdede på den japanske ambassade. Denne gang gælder det perioden 1980 til 1987. Afsnittet beretter om, hvor stor en rolle Japan fortsat spillede i mit liv både på jobbet og i min fritid.
Fik du ikke læst første del, som omhandler perioden 1977-80, kan du finde den her.
Shigas noveller
Omtrent samtidig med, at jeg fik mit eksamensbevis, ændrede min civile status sig til separeret og delefar. Det er ikke noget jeg vil komme nærmere ind på her, men det betød naturligvis, at den daglige tilværelse ændrede sig markant for alle tre medlemmer af vores lille familie.
Mit arbejde på ambassaden, som i mellemtiden var flyttet til Oslo Plads, blev mere og mere rutinepræget. Det var en god arbejdsplads med nogle rigtig søde mennesker, så jeg trivedes godt, men jeg manglede nogle mentale udfordringer. I så lang tid havde jeg glædet mig til, at arbejdet med specialet skulle være overstået. Det var det endelig, og nu savnede jeg det.
En af de noveller, jeg havde oversat, hang handlingsmæssigt sammen med fire andre fra Shigas hånd. Så hvorfor ikke også oversætte dem og prøve at få alle fem udgivet i en og samme bog. Som tænkt så gjort. Om aftenen i de uger, hvor Trine var hos sin mor, sad jeg hjemme ved skrivebordet og oversatte, og ind imellem så jeg også mit snit til at gøre det, mens jeg var på arbejde. Diplomaterne havde ikke noget imod det, for jeg udførte altid først de opgaver, de gav mig. Ja, faktisk var der nogle af dem, der hjalp mig, når jeg stødte på sproglige problemer.
Oversættelsesarbejdet skred langsomt, men sikkert frem. Og en dag var det færdigt. For god ordens skyld forsynede jeg værket med et længere forord og en efterskrift for at sætte det hele i perspektiv. Det var et usædvanligt projekt, for de fem noveller havde aldrig før været udgivet samlet, heller ikke i Japan, og Naoya Shiga havde aldrig før været oversat direkte fra japansk til dansk. En enkelt af hans andre noveller var ganske vist blevet udgivet i en antologi over japansk litteratur, men der var den oversat fra engelsk.
Yamashina Erindringer
Nu var spørgsmålet så, om der overhovedet var noget dansk forlag, der ville røre ved dette projekt med en ildtang. Dengang var der ikke den samme interesse for japansk litteratur, som der er i dag, og det var klart fra begyndelsen, at denne bog, hvis den blev til noget, ville blive udgivet i så lille et oplag, at den ikke ville kunne tjene sig selv hjem.
Afslagene dumpede da også ned i min postkasse et efter et.
”Vi har med stor interesse læst det tilsendte manuskript, men desværre…”
Et efter et prøvede jeg alle landets skønlitterære forlag. Og endelig, endelig fik jeg et positivt svar. Borgens Forlag var interesseret på betingelse af, at jeg selv kunne rejse midler til at dække halvdelen af omkostningerne forbundet med udgivelsen.
Jeg husker ikke længere, hvor mange penge det drejede sig om, men her var der noget, jeg kunne arbejde videre med. Min far tilbød straks at garantere beløbet over for Borgen, så de kunne gå i gang. Det var jeg ham meget taknemmelig for, men jeg ønskede ikke, at han skulle betale. Dels fordi jeg vidste, at han ikke interesserede sig for skønlitteratur, og dels fordi jeg gerne ville klare mig selv.
Jeg søgte forskellige fonde om støtte. To gav mig tilsagn. En af dem var Japan Foundation, og det sagde jeg ja og mange tak til. Udgivelsesprocessen kunne gå i gang. Borgens Forlag stod for logistikken, resten overlod de til mig. Jeg valgte titlen, og hvordan omslaget skulle se ud. Og kolofonen skrev jeg også.
Jeg behøver vel næppe at sige, at det var et meget stort øjeblik for mig, da ”Yamashina Erindringer” omsider udkom i 1985. Ambassadens kulturattaché var lige så stolt, som jeg var, og indbød til reception i forbindelse med udgivelsen.
Fornemt besøg
Jeg var i mellemtiden blevet ”forfremmet” til assistent for den politiske afdeling. Den tidligere globetrotter, som havde bestredet det job de første fem år, jeg var på ambassaden, var gået på pension, og som hans efterfølger var valget faldet på mig.
Samme år, hvor Yamashina Erindringer blev udgivet, kom der fornemme gæster fra Japan. Deres kejserlige højheder, Kronprins Akihito og Kronprinsesse Michiko aflagde officielt besøg i Danmark.
I den forbindelse lagde det kejserlige par også vejen forbi den japanske ambassadørs residens, som ligger lige ned til Emdrup Sø. Alle ambassadens medarbejdere var inviteret med, inklusive den lokale stab. Vi blev stillet op på rad og række på residensens græsplæne for at byde velkommen til de mange honoratiores, der var inviteret til lejligheden. En for en defilerede de forbi, mens de trykkede hænder.
Jeg stod tilfældigvis ved siden af en af seniordiplomaterne, og da en topchef fra en større japansk virksomhed havde hilst på ham, strakte jeg troskyldigt og nok lidt naivt hånden frem. Et enkelt blik på mig var dog nok til at konstatere, at jeg var komplet irrelevant, og min hånd fik lov til at blive hængende utrykket i luften.
Til sidst ankom deres kejserlige højheder. Vi bukkede alle dybt og blev belønnet med et venligt nik og et smil. De fortsatte ud midt på plænen, og snart efter var de omgivet af en lille gruppe betydningsfulde mennesker, mens resten af os holdt os på ærbødig afstand.
Stor var min overraskelse, da jeg fik besked om, at kronprinsen gerne ville hilse på mig. En af diplomaterne havde tilsyneladende nævnt over for ham, at et medlem af ambassadens local staff netop havde udgivet en dansk oversættelse af en række noveller af Naoya Shiga, som var en af kronprinsens yndlingsforfattere.
Jeg havde blandt så meget andet tilsyneladende unyttigt lært nogle vendinger inden for japansk høflighedssprog, som kun blev brugt, når man henvendte sig til et medlem af kejserfamilien. Nu fik jeg brug for dem for at vise min respekt over for kronprinsen. Da den korte samtale var forbi, blev jeg bedt om at sende et eksemplar af bogen til hans kejserlige højhed, selv om den var på dansk. Det gjorde jeg efterfølgende og modtog senere et formfuldendt takkebrev udfærdiget af hans hofmarskal.
Men det sluttede ikke her. Da det kejserlige par skulle til at forlade selskabet, blev vi alle stillet op på række igen. Og nu skete det helt utænkelige. Da parret nåede hen til det sted, hvor jeg stod, kaldte kronprinsen mig frem. Han ville gerne introducere mig til kronprinsessen og fortælle hende om min bog for øjnene af alle tilstedeværende, som formentlig undrede sig over, hvad der foregik.
Da de fornemme gæster havde forladt stedet, og jeg var på vej ud, kom en person løbende efter mig. Jeg troede ikke mine egne øjne, da det viste sig at være den højtstående forretningsmand, som tidligere havde ignoreret min fremstrakte hånd. Han gav mig sit visitkort, og sagde, at havde jeg brug for nogen som helst form for assistance fra hans side, skulle jeg bare sige til.
Freelance oversætter
Bogudgivelse og kejserligt besøg var ikke de eneste store begivenheder, der fandt sted i 1985. Jeg blev gift igen, og endnu en datter, Lena kom til verden. To år senere blev David født.
Yamashina Erindringer satte gang i en masse ting for mig. Jeg begyndte at få forespørgsler forskellige steder fra om at komme ud og holde foredrag. Den første henvendelse kom fra Dansk-Japansk Selskab, som ville have mig til at fortælle om Naoya Shiga og hans forfatterskab. Andre steder, som f.eks. eksportingeniøruddannelsen og Rotary i Ringsted var man mere interesseret i at høre mig berette om japanske forhold i almindelighed.
Nogle af arrangementerne greb ind i min daglige arbejdstid, men det så ambassaden stort på. Nogle af henvendelserne blev endog formidlet af dens kulturafdeling, og en ung jævnaldrende diplomat tog ofte med.
Samtidig fik jeg henvendelser om andre oversættelsesopgaver. Den første kom fra Borgen og havde ingen relation til Japan. De ville blot have mig til at oversætte tre børnebøger fra henholdsvis norsk, tysk og engelsk.
Derefter gik det stærkt. Forlaget Centrum i Aarhus havde rettighederne til at udgive Shusaku Endos bøger. Endo var dengang Japans mest populære forfatter i international sammenhæng. To af hans bøger var allerede udkommet på dansk, men de var oversat fra engelsk. Centrum havde bemærket, at jeg oversatte direkte fra originalsproget, og derfor kom de til mig.
Resultatet blev ”Når jeg fløjter”, som udkom i Danmark 1987. Ikke i noget imponerende stort oplag. Interessen for at købe japansk litteratur var trods alt begrænset. Men på de danske biblioteker blev den et stort hit. Selv tyve år efter udgivelsen blev den udlånt i så stort et omfang, at den blev ved med at være på hylderne.
I det hele taget havde jeg mange jern i ilden. Et lille reklamebureau, som jeg ind imellem skrev for, havde et tema, som de kaldte “De 4 Årstider”. Indehaveren var også folkemusiker, og da jeg tidligere havde skrevet sangtekster til ham, vidste han, at jeg godt kunne rime. Derfor spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst at skrive nogle vers til hver enkelt årstid. Det blev blandt andet til seks haiku-digte (dog uden rim) med foråret som motiv.
To bøger på én gang
Min arbejdssituation begyndte nu at spidse til. Jeg havde nok at se til på ambassaden, og der var stadig nogle foredrag, jeg gerne ville holde. Men ikke nok med det. Schønbergs Forlag kontaktede mig pludselig for at høre, om jeg kunne oversætte fra tysk. De havde fået tilbudt at udgive en bog af Hisako Matsubara – en japansk kvinde, som havde boet en årrække i Tyskland. Den hed ”Weg zu Japan” og var en beskrivelse af den historiske og samfundsmæssige udvikling, der lå bag Japans økonomiske mirakel, som der netop da var meget fokus på. Det er en utrolig spændende bog, så jeg sagde straks ja.
Næppe havde jeg gjort det, før Centrum ringede til mig. Endo havde nyligt udgivet en ny bog, som de gerne ville have mig til at oversætte. To små børn, et tredje større, et fuldtidsjob og to oversættelser på én gang var trods alt mere, end jeg kunne klare. Men jeg ville ikke sige nej til Centrum.
Så skete der noget, jeg ikke havde kunnet forudse. Jeg var nødt til at lade mig operere for brok. I dag er det en kikkertoperation, og man er hurtigt på benene igen. Men i firserne var det en mere alvorlig sag, som efterfølgende krævede seks ugers rekonvalescens, før det var muligt at møde på job igen.
Det blev min redning. Jeg lagde en stram tidsplan, hvor jeg tog den tyske bog først. Tidligt hver morgen slæbte jeg mig møjsommeligt ned ad trapperne til mit skrivebord, og der blev jeg siddende, indtil resten af familien kom hjem sidst på eftermiddagen. Projektet lykkedes, og patienten kom sig.
I 1988 – som den første af de to – udkom så Matsubara- bogen. Jeg havde givet den titlen ”Vejen til Japan”, direkte oversat fra tysk. Men forlagets sælger insisterede på, at en sådan titel var der ingen omsætning i. Næh, den skulle hedde ”Vejen til Japans succes.” Han fik sin vilje, og det var jeg ked af, for efter min mening var titlen misvisende. Bogen var ikke endnu en i rækken af udgivelser, der forsøgte at give en økonomisk forklaring på ”Det Japanske Mirakel.” Den stak meget dybere end det. Gad vidst, om forlagets sælger selv havde læst den.
Senere samme år kom turen til Shusaku Endos: ”Skandale”. En meget ukarakteristisk bog fra hans side. Endos hidtidige litterære produktion kunne deles op i to dele, en historisk og en samtidig. Uanset om han skrev det ene eller det andet, bar alle bøgerne præg af et kristent livssyn og et stærkt socialt engagement.
Hvem havde forventet af den pæne mand, at han i en alder af 63 år kunne finde på at udgive en så provokerende og selvudleverende roman? En grum, men fascinerende historie, som dels bygger på et Dr. Jekyll og Mr. Hyde motiv, dels et Lolita-motiv. Den er dog så godt skrevet, at den i dag burde stå på klassikerhylden ved siden af de to andre.