Dette indlæg beskriver en rejse igennem Yamagata Provinsen, som ligger i Tohoku Regionen, nord for Tokyo. Første stop er Risshakuji Tempel, i daglig tale kaldet Yamadera (Bjergtemplet). Derfra fortsætter turen op over bjerget Gassan. Videre til Dainichibō Tempel for så at slutte på toppen af Hagurosan – et af de tre hellige bjerge, der tilsammen udgør Dewa Sanzan.
Yamadera kan du nå med offentlige transportmidler. Med tog tager det ca. 3 timer fra Tokyo. Resten af turen derimod kan kun tilbagelægges i bil. Kender du ikke nogen, der vil køre for dig, kan du her læse om billeje i Japan.
Yamadera
Fra Yamadera Station er der kun ti minutters gang til tempelområdet, og i modsætning til de fleste andre templer, jeg har besøgt, er det første, du møder, hovedbygningen Konponchudo. Som noget helt usædvanligt i Japan er den bygget af bøgetræ. Indenfor er der en hellig ild, som har brændt i hundredvis af år.
Templet blev grundlagt i 860. Det blev ødelagt i en af de mange krige, der fandt sted i det 16. århundrede, men er siden blevet genopført.
Noget af det første du ser, når du har passeret hovedtemplet, er en statue af poeten Matsuo Basho, hvis haiku-digte er en del af den japanske kulturarv. Et af de berømteste skrev han til netop Yamadera, da han besøgte templet i slutningen af det 17. århundrede.
Det pågældende haiku, der er indgraveret i en sten ved siden af hans statue, lyder frit oversat som følger:
Så stille der er
Ind i klipperne siver
Cikadernes sang
Det karakteristiske ved haiku er, at det kun består af tre stemningsladede linjer med henholdsvis fem, syv og fem stavelser.
Men det er ikke for ingenting, at det kaldes Bjergtemplet, for nu venter der en strabadserende opstigning på 1.000 trin med et par få afstikkere undervejs, før du når den allerhelligste tempelbygning på bjergets top. På vejen op bliver du ved hjælp af små skilte behørigt orienteret om, hvor mange trin du har tilbagelagt, og hvor langt du har igen.
Jeg måtte sande, at Basho havde ret. Stedets stilhed forlener det med en ganske særlig stemning, som klippevæggen, der er forvitret af vind og vejr, i høj grad bidrager til.
Inden du når helt op, går der en sti til højre. Den leder op til de to meget pittoreske templer Kaizando og Nokyodo, som ligger lige ved siden af hinanden. Førstnævnte huser en statue af Yamaderas grundlægger, som tilbedes hver morgen og aften med ofringer af mad og røgelse.
Fortsætter du lidt længere op, kommer du til Godaido, der udmærker sig ved at have en terrasse, som rager ud over klippekanten. Herfra har du på en klar dag en formidabel udsigt.
Nu mangler du blot det sidste stykke op til det allerhelligste, kaldet Okunoin. Men først skal du tilbage til stentrappen og gå de sidste trin. For enden venter en belønning i form af endnu et skilt, som tilkendegiver, at du er ved vejs ende.
Okunoin ligger i 160 meters højde og består af flere tempelbygninger. En af dem huser en 5 meter høj gylden Buddha-statue.
Du kan læse meget mere om Yamadera her og her.
Dewa Sanzan
Gassan
Dewa Sanzan er den fælles betegnelse for de tre hellige bjerge: Hagurosan, Gassan og Yudonosan. Dewa refererer til provinsens tidligere navn. Det giver mest mening at besøge dem i nævnte rækkefølge, da de henholdsvis repræsenterer fødsel, død og genfødsel.
Jeg havde altid drømt, om at besøge helligdommene på toppen af dem, da de i tidens løb har været omgærdet af stor mystik. Nu havde jeg endelig chancen – troede jeg. Men desværre havde jeg ikke gjort mit hjemmearbejde grundigt nok.
Da vi kom fra området omkring Yamadera, var det nødvendigt at tage Gassan først, da det lå nærmest, og vi havde et langt dagsprogram foran os. Men allerede da vi var nået et lille stykke op ad det 1.984 meter høje bjerg, blev det tydeligt for mig, at første fase af ekspeditionen var dømt til at mislykkes, for på begge sider af vejen tårnede snevægge sig op.
Alligevel fortsatte vi ufortrødent. Det viste sig dog snart, at vores antagelse var korrekt, for med ét var vejen videre blokeret af sne.
Yudonosan
Der var ikke andet at gøre end straks at fortsætte til Yudonosan, men her var situationen desværre den samme. Et skilt bekendtgjorde, at vejen var lukket indtil en nærmere angivet dato.
Vi satte derfor kursen mod det sidste bjerg, Hagurosan, i håbet om ikke at skulle vende hjem med helt uforrettet sag. Jeg havde i mellemtiden googlet de tre bjerge og erfaret, at hvis man vil besøge dem alle tre, skal man komme i perioden juli til midt-september. Kun Hagurosan er åbent hele året. Det burde jeg have vidst, inden jeg tog hjemmefra.
Positivt var det imidlertid, at der nu ville være god tid til at udforske det sidste bjerg. Med det in mente blev jeg noget forbløffet, da min japanske ven pludselig drejede af op ad en lille vej, der tilsyneladende ikke førte nogen steder hen. Her gjorde han holdt ud for en bygning, der tydeligvis var under restauration.
Modvilligt fulgte jeg med hen imod, hvad der skulle vise sig at være et af de mest bizarre og samtidig mindeværdige tempelbesøg, jeg har haft i Japan. Jeg var kommet til Yudono-sans hovedtempel med det lidet mundrette navn Dainichibō Ryusuiji.
Dainichibō
Vi blev venligt modtaget af den eneste tilstedeværende munk, som straks gennede os ind foran hovedalteret, hvor vi blev bedt om at tage plads på gulvet. Derefter gik han i gang med en buddhistmesse kun til ære for os. Da han var ved at være færdig, kom han farende ud med en lang stav med hvide strimler på, som han viftede rundt i hovedet på mig. Jeg tror, at det var en form for renselse eller velsignelse. Redskabet har jeg set før, men kun i Shinto sammenhænge.
Herefter begyndte en guidet rundvisning. Den venlige munk forklarede med rivende hast alt, hvad vi så undervejs. Desværre var der ingen af os, der forstod et ord af, hvad han sagde. End ikke min ven, som er japaner og professor i japansk.
Vi så blandt andet en glasmontre med en statue af Jizō, børnenes gud. Han var omgivet af en sand overdådighed af dukker og bamser, som omsorgsfulde forældre havde ofret til ham i håbet om, at han ville passe på deres børn.
Ved siden af Jizō var der en figur, som så ud til at være hans diametrale modsætning. Han må være af stor betydning for templet, for de havde valgt at sætte ham på forsiden af deres brochure. Mit umiddelbare gæt er, at det er guddommen Fudo-Myōō, men han plejer at have flammer i baggrunden og ikke bølger. Og det sværd, han bærer, har han ikke for vane at stikke i munden.
Udstillingens mest markante islæt var dog en glasmontre med en selvmumificeret munk, kaldet Sokushinbutsu på japansk. Munkens navn var Shinnyokai, og han har siddet der i mange år, for han drog sit sidste suk i 1783 i en alder af 96 år. Hvordan han mumificerede sig selv, kan du læse om her.
Jeg kan dog berette, at slutningen på den lange proces gik ud på, at han lod sig begrave i jorden i en fyrretræskiste. Med sig havde han en livline i form af et langt hult bambusrør, som han kunne trække vejret igennem. Hernede sad han nu og mediterede, mens han med jævne mellemrum ringede med en klokke for at tilkendegive, at han stadig var i live. Da denne ringen til sidst forstummede, fjernede man røret og forseglede hans grav.
Hvert sjette år, i henholdsvis oksens og fårets år, får han skiftet klædedragt. Små bidder af hans gamle klædedragt bliver derefter anbragt i hellige amuletter, som sælges til templets besøgende. Efter sigende er de mennesker, der køber en, fremover beskyttet mod sygdomme og naturkatastrofer. Du kan læse meget mere om Dainichibō her og her.
Hagurosan
Allerede et pænt stykke vej, før du når til det tredje hellige bjerg, bliver du hilst velkommen af en gigantisk rød torii-port.
Jeg havde i mellemtiden fået læst lidt på lektien og erfaret, at har du kun mulighed for at besøge et af de tre bjerge, er Hagurosan det absolut vigtigste, fordi stedets mest betydningsfulde helligdom, som ligger på toppen af bjerget, huser alle Dewa Sanzans tre guddomme. Det trøstede mig en hel del.
Kort tid efter nåede vi til Hagurosans indgang, hvorfra man først skal ned og derefter op for at nå toppen.
En særlig religion, Shugendo er knyttet til Dewa-Sanzan. En mere end 1.000 år gammel trosretning, som rummer elementer af både buddhisme og shintoisme. Dens udøvere kaldes Yamabushi. De lægger vægt på en asketisk livsførelse i pagt med naturen. Tidligere var Shugendo omgærdet med stor mystik og forbeholdt de indviede. Men i dag er det muligt for enhver interesseret at få et indblik i religionens ritualer og deltage i nogle af de udholdenhedsprøver, der kendetegner den.
Alle tre shinto-helligdomme var tidligere buddhisttempler, og det bærer de stadig præg af. For eksempel er Hagurosans berømte vartegn en pagode. Noget, der ellers hører buddhisme til.
Har du gode ben, og vil du have det hele med, fortsætter du nu op ad de 2.446 trin til hovedbygningen på bjergets top. Alternativet er at vende tilbage til bilen og køre derop. Vi valgte det sidste. Ikke kun af dovenskab, men også fordi vi bildte os selv ind, at trinene godt kunne være glatte på denne tid af året.
Sanjin Gosaiden, helligdommens hovedbygning gjorde stort indtryk med sit smukke stråtag. Efter sigende Japans tykkeste. Et passende domicil for alle Dewa Sanzans tre guddomme.
Selv om Hagurosan med sine 414 meter er meget lavere end de to andre bjerge, kan der stadig være sne på toppen i april. Men tilsyneladende ikke mere, end det er til at rydde af vejen ved brug af passende redskaber.
Har du lyst til at vide mere om Dewa Sanzan, Shugendo og Yamabushi, finder du en guldgrube af information her og her.