Vi er nu nået til tredje og sidste del i beretningen om min anden rejse til Japan, der fandt sted i sommeren 1974. Dette afsnit handler om sproglige problemer, japansk TV, Gion Festivalen og en rejse til Shikoku, Hiroshima, Tottori og et par andre steder.
Har du ikke fået læst de to første afsnit, kan du klikke her: Japan 1974 og her: Japan 1974 /2.
Glæden ved at kunne tale japansk
I Kyoto fulgte nogle ulideligt varme dage. Vi lærte hurtigt at følge japanernes eksempel og medbringe en lille vaskeklud, når vi gik rundt i byen. Ved indgangen til alle shinto-helligdomme og mange templer er der et bassin med rindende vand til at rense hænder og mund, inden man går videre. Her er det også muligt at væde en klud til at tørre panden med. Det hjalp lidt på det konstante ubehag ved varmen.
Som tidligere nævnt havde jeg på dette tidspunkt læst japansk i to år og tilegnet mig lidt af sproget. Det havde jeg glædet mig til at praktisere. Men det viste sig at være sværere, end jeg troede. Forsøgte jeg mig for eksempel over for ekspeditricen i en lille butik, nåede jeg ikke ret langt. Så snart hun så, at det var en udlænding, der kom ind ad døren, blev hun dybt forlegen og trak sig nærmest ud i baglokalet, fordi hun vidste, at ham kunne hun ikke kommunikere med, da hun ikke kunne engelsk. Så pinligt berørt af situationen var hun, at det som oftest slet ikke faldt hende ind at prøve at lytte til de lyde, der kom ud af munden på ham. Jeg indrømmer, at mit japanske ikke var det bedste, men jeg følte, at jeg end ikke fik lov til at prøve, fordi ingen forventede, at en udlænding kunne noget af deres sprog.
I stormagasinerne var det lidt nemmere at kommunikere. Her var der altid en, der kunne nogle brokker på engelsk. Det kom mig til gode, da jeg efter nogle uger i Japan fik brug for at købe nogle nye bukser. Lige som nu var det dengang på mode i Danmark at gå i tyndslidte cowboybukser, og jeg havde kun taget det ene par med til Japan, som jeg havde på. De holdt ikke, så jeg måtte akut på bukseindkøb. Det kom til at tage en hel dag. Ingen steder havde de bukser i min størrelse. Jeg var lige ved at give op, men heldigvis var der til sidst en behjertet ekspedient, der kom i tanker om, at de havde modtaget en fejlleverance. Han gik ud på lageret for at tjekke, og kom tilbage med det grimmeste par bukser, jeg nogensinde havde set. Men der var ikke noget at gøre. Jeg var nødt til at købe dem. Der var ikke andre.
Hver aften hos familien Hori kørte fjernsynet, når vi satte os ind i stuen til dem. Der var mange amerikanske TV-serier, som vi kendte hjemmefra. Problemet var blot, at alt var synkroniseret. Undertekster brugte man ikke. Selv John Wayne talte japansk. Det var her, det gik op for os, hvor meget snak og hvor lidt handling der var i en serie som ”Ironside”, der på det tidspunkt var meget populær i Danmark. Vi forstod ikke et klap af, hvad der foregik. Bedre var det med Sumo-brydning. Her var det let at forstå, hvad det hele gik ud på. Men allerbedst var et program, der hed 11 PM. Det var et mildt erotisk aftenshow, hvor man havde en vis forkærlighed for smukke letpåklædte vestlige modeller. Her havde vi ikke behov for undertekster.
Japan største festival
Takket være Bjørns gode kontakter var det lykkedes os at booke en lille uges tids ophold inde i selve Kyoto i et mindre ryokan. Det blev drevet af en tidligere Noh-skuespiller, miss Iida, som var i halvfjerdsårsalderen. Stedet lå et stenkast fra Yasaka Shrine, som er centrum for de fleste af de aktiviteter, der finder sted hvert år i forbindelse med Japans mest berømte festival, Gion Matsuri. En festival, som har fundet sted hvert år siden midten af 900-tallet.
Miss Iida var en elskelig og lattermild lille dame, som tilsyneladende blev meget glad for den boggave, vi havde med til hende. En lille landskabsbog med masser af billeder af forskellige gamle danske vindmøller.
I ugen op til festivalens hovedbegivenhed var der masser af festivitas i kvarteret. Nogle af gaderne var spærret af for kørende trafik, og overalt var der sat madboder op, som blev lystigt frekventeret af de lokale, der var iført farvestrålende yukata. Alle mulige optog med børn og voksne i traditionelle klædedragter passerede forbi i løbet af dagen, og om aftenen var der et væld af aktiviteter på Yasaka-helligdommens område med blandt andet skuespil på den lille noh teater-scene.
Den største begivenhed var dog den procession, som finder sted 17. juli. 33 rigt dekorerede vogne eller flåder, som de også bliver kaldt, med mennesker om bord iklædt dekorative kostumer, bliver trukket igennem gaderne i det centrale Kyoto. De mange flåder hører til hvert sit kvarter i byen, hvor beboerne har ansvaret for at vedligeholde dem, gøre dem klar til processionen og trække dem rundt i gaderne. Og det er ikke nogen enkelt sag. Flåderne er forsynet med gigantiske træhjul, kan være op til 25 meter høje og veje op til 12 tons. Det kan være ganske halsbrækkende at se på, når disse enorme køretøjer skal bugseres igennem smalle gader, hvor der lige akkurat er plads til dem.
Midt i juli, hvor disse ting finder sted, forventes regntiden at være overstået. Men det er ikke altid, at den selv ved det, så regn kan også være en distraherende faktor midt i alle festlighederne.
Ud på landet
Bjørn og jeg havde for længst aftalt, at vi ikke blot ville opholde os i de store byer, men også rejse ud i provinsen for at se, hvordan livet var der. Til at planlægge dette i en tid, hvor internettet endnu ikke var opfundet, havde Bjørn medbragt et redskab, som skulle vise sig at være uundværlig, nemlig Nagels store røde rejseguide. En moppedreng af en bog, som vel vejede omkring et kilo.
Hertil kom, at han kun havde kunnet få den på tysk. Det gav dog ikke noget skår i glæden. Vi var begge sproglige studenter. Rejseguiden var skrevet med velkendt tysk grundighed og alle detaljer var på plads. Stod der for eksempel, at der var en trappe med 800 trin op til et tempel, så var det præcis det, der var. Hverken mere eller mindre.
Vi besluttede os for at tage til Shikoku, Japans fjerdestørste ø. I dag er der tre forskellige brosystemer, så det er nemt at komme dertil. Dengang var man nødt til at sejle. Men det passede os fint. Turen igennem Det Japanske Indlandshav var ufatteligt smuk. Vi landede i den nordøstlige ende af øen. Herfra begav vi os med diverse busser og med mange stop undervejs videre mod syd til byen Kochi.
Det gik hurtigt op for os, at alting foregik i et helt andet tempo her, og at de lokale indbyggere var langt mindre reserverede, end det var tilfældet i de store byer. Måske ikke den store overraskelse, men kontrasten var slående. Tidligere var det ikke lykkedes mig at øve mig på mit japanske, da folk enten slog over i engelsk eller forfjamsket trak sig tilbage, når jeg forsøgte at sige noget til dem. Her fik jeg ikke noget valg. De mennesker, jeg mødte var ligefremme, og henvendte sig til mig på japansk, som om det var den naturligste ting i verden. Hvis jeg havde kunnet finde helt herud på landet til dem, måtte jeg vel også være i stand til at tale deres sprog.
I dag er Shikoku især berømt for sin pilgrimsvandrerute, Ohenro, også kendt som Shikoku 88. Folk valfarter hertil fra hele verden for at tilbagelægge dele af den. Dengang stødte vi også på pilgrimme, når vi besøgte templer på ruten, men under hele vores ophold på øen mødte vi ikke en eneste udlænding.
Hiroshima og Miyajima
Efter 4-5 dages rejse rundt på øen, tog vi færgen til Hiroshima. Her skulle vi se Peace Memorial Museum, som fortæller historien om atombomben, der blev kastet over byen 6. august 1945. Besøget på museet var en uafrystelig oplevelse. Vores umiddelbare tanke var, at alle magthavere skulle være tvangsindlagte til at aflægge et besøg her, så det aldrig nogensinde kommer til at gentage sig. Det mest forfærdelige, vi så der, var en gammel sort/hvid film, som var optaget umiddelbart efter katastrofen. Jeg husker endnu billedet af en skygge på en trappesten. Skyggen var det eneste, der var tilbage af en person, der havde været i live, umiddelbart før bomben faldt.
Vi havde brug for at komme væk fra dette dystre sted og fortsatte derfor ud til den lille ø Miyajima, som ligger i bugten ud for Hiroshima. En perle af et sted og med rette kåret til et af Japans tre mest ikoniske sights. Stedet er især kendt for den store røde torii-port, som står ude i vandet ved indsejlingen til øen, og for Itsukushima helligdommen, der ved højvande synes at flyde på vandet. Ved lavvande er den strandet, og man kan gå helt ud til den røde port. Overalt på øen er der fritgående shika-hjorte ligesom i Nara. De bliver uden tvivl fodret, men kan desværre også finde på at forgribe sig på diverse affaldscontainere, hvis lejlighed byder sig.
Nu med kameler
På vej tilbage med toget stod vi af adskillige gange. I Okayama benyttede vi lejligheden til at se Korakuen, som med god grund har fået prædikatet en af Japans tre fineste landskabshaver. Smukt placeret ligger den lige ved siden af Okayama Castle.
Herfra foretog vi en afstikker 130 km nordpå til det japanske hav, til byen Tottori i provinsen af samme navn. Stedet er især kendt for sine enorme sandklitter. Det var her forfatteren Kobo Abes filmatiserede roman, ”Kvinden i sandet”, blev optaget. En dyster sag i sort/hvid. Den handler i korte træk om en naturforsker, der under et ophold i området bliver tilfangetaget af de lokale og indespærret sammen med en kvinde i en hule i sandet. Hver dag bliver de to tvunget til at skovle sand i et forsøg på at forhindre, at den nærliggende landsby sander helt til. Filmens tema er menneskets formidable evne til at tilpasse sig enhver situation, selv den mest umulige.
Det er et helt specielt område, som mange i dag rejser langt for at se. Men måske knap så specielt for en dansker, der har besøgt den jyske vestkyst og Råbjerg Mile. I dag bliver stedet markedsført over for turister som en japansk ørken, og for at understrege autenticiteten er der blevet etableret kameludlejning. Det var vi heldigvis forskånet for i 1974.
Et uforglemmeligt måltid
Vores ophold i Japan var ved at lakke mod enden. De sidste få dage tilbragte vi i selskab med familien Hori. En af aftenerne var vi ude at spise sammen på en fiskerestaurant. Hr. Hori bestilte løs. Vi skulle smage det hele. Pludselig lyste han op i et stort grin og spurgte, om vi vidste, hvad det var, vi lige havde spist. Det gjorde vi ikke. Jo, forklarede han, det var fugu. Også kaldet ballonfisk. I Japan anset for at være en stor delikatesse, som der spises 10.000 tons af om året. Der er blot den hage ved det, at fiskens lever og visse andre dele af den indeholder en dødbringende gift. Derfor kræver det en særlig uddannelse som kok at få lov til skære den ud og servere den. Hvert år er der personer i Japan, der dør, efter at have indtaget den. Men den smager godt!
Vi tilgav ham dog hurtigt hans bizarre form for humor. Nu var vi i det mindste en oplevelse rigere.
Tiden var kommet til at sige farvel til familien Hori og Japan efter endnu en uforglemmelig tur. På vejen hjem til Danmark og hverdagen skulle vi gøre stop i Hongkong, Macao – den nu tidligere portugisiske koloni – og Thailand.