Dette indlæg tager dig med til Onomichi, en hyggelig lille havneby ved Seto Indlandshavet. Ved første øjekast synes byen blot at udgøre en smal stribe langs vandet bestående af et par butiksarkader, en jernbanestation, et lille færgeleje samt nogle anløbsbroer for diverse udflugtsbåde. Men den er mere end det. Den spreder sig ud over nogle af de nærliggende småøer samt op langs skråningen på den anden side af jernbanen.

Onomichi ligger ca. 750 km fra Tokyo og 85 km fra Hiroshima

Onomichi ligger knap fem timers togtur fra Tokyo på strækningen mellem Osaka og Hiroshima. Og ca. to timer fra Kyoto. Et stigende antal mennesker besøger byen med henblik på at give sig ud på den 70 km lange Shimanami Kaido cykelrute, som tager sit udgangspunkt her.

Temple Walk
Byens ubetinget største seværdighed går under betegnelsen ”tempelvandretur.” En rute, som snor sig på kryds og tværs ad snævre gyder og stejle trapper, op og ned ad bjergskråningen, og hvor du undervejs kan besøge 25 templer. Det kan lyde overvældende og måske virke en anelse ensformigt at skulle besøge så mange på en og samme dag. Men templer er heller ikke den væsentligste årsag til, at denne tur så varmt kan anbefales. Hele området udgør et unikt miljø bestående af beboelseskvarterer, små museer, pudsige butikker med mere. Alt er gennemsyret af en velsignet og tilbagelænet ro, og hver gang du runder et hjørne, venter der en ny overraskelse.

Ikke alle huse på skråningen ser lige veltrimmede ud.

Onomichi er tilsyneladende meget stolt af sin kulturelle fortid. Nogle af landets berømte forfattere har i tidens løb boet der, heriblandt Naoya Shiga, hvis hus er blevet bevaret som museum. Indenfor er der stort set ingen information om forfatteren på engelsk, men til gengæld får du et interessant indblik i, hvordan den mere velstillede del af samfundet indrettede sig i Japan anno 1912. Takket være den lille bys promoverende indsats identificeres Shiga i dag i høj grad med Onomichi, selv om han rent faktisk kun boede her et enkelt år ud af de 88 år, han levede.

Shiga kunne ikke klage over udsigten fra sit arbejdsværelse

Ifølge diverse oversigtskort og turistbrochurer er Temple Walk en nøje afmærket vandrerute, som har til formål at føre dig fra tempel til tempel.  Virkeligheden er en anden. Du kommer nemt til at drive omkring på må og få, men det gør blot oplevelsen langt mere charmerende. Lige pludselig står du for eksempel på et lille torv, hvor en iøjnefaldende butik tilbyder dig at dekorere din egen vinkekat. Et andet sted er en lille flok glade mennesker ved at gøre klar til den årlige festival. Undervejs vil du opdage, at det er nemt at fare vild, men svært at blive væk, for det meste af tiden kan du se havn og vand neden for skråningen og på den måde orientere dig.

Her kan du designe din egen vinkekat

Omtrent midtvejs på ruten kommer du til et sted, hvorfra du kan tage en svævebane op til Senkoji Park, som er et af skråningens højest beliggende punkter. Der er dog ikke længere op end et nogenlunde rask og rørigt menneske kan gå. Og vælger du at bruge dine ben, vil du halvvejs oppe blive stillet over for valget imellem at tage den direkte vej eller en afstikker ad ”litteraturens smalle sti.” Sidstnævnte er flankeret af en række klippestykker med indgraveringer til minde om byens berømte forfattere. Lidt symbolik slipper du heller ikke for, hvis du tager denne vej, for visse steder er stien ganske snæver og lidet fremkommelig.

Litteraturens snævre vej

Ved ankomsten til Senkoji Park bliver dine fysiske anstrengelser belønnet i rigt mål, for heroppefra har du en formidabel udsigt over Indlandshavet og de nærliggende små øer. Læs mere om Temple Walk her.

Udsigt fra Senkoji Park

Shimanami Kaido
Har du brug for et hvil efter at have tilbragt en del af dagen med ”tempelvandring”, kan du slappe af efter din færd og nyde udsigten på en bænk nede ved færgelejet, hvorfra en lille færge sejler i pendulfart til den nærmeste ø, Mukajima. Gør du det, vil du hurtigt opdage, at den overvejende del af passagererne er cyklister. Det er der to årsager til.

Her begynder Shimanami Cycling Route

For det første er cyklen et foretrukket befordringsmiddel for de beboere, som er nødt til at pendle mellem de nærmeste øer og fastlandet. Og for det andet er Onomichi udgangspunktet for den 70 km lange Shimanami Kaido cykelrute, som krydser en række øer og forbinder Onomichi med byen Imabari på Shikoku. Starten på første etape er netop denne lille færge. I de senere år har denne cykeltur nydt en stigende popularitet blandt både indenlandske og udenlandske turister. Og cykler til formålet kan lejes i Onomichi. Læs mere om Shimanami Kaido her. Og vil du vide mere om Onomichi generelt, så prøv dette link.

Cyklister på Shimanami Kaido tager et kort hvil